Verdensudbredt solsymbol

og skorpion-tegn

Et meget tidligt eksempel på interkontinentale identiske navne er kendt i forbindelse med Solen, der kaldtes ’Ra’ eller ’Re’ af egypterne; kineserne kalder den ’Re’ − og det kaldes den ligeledes hos polynesierne. Også over hele Stillehavet kaldes Solen ’Ra’ − på trods af mangel på forbindelse/slægtskab mellem egyptisk og kinesiske og polynesiske sprog − og uanset enorme geografiske afstande.

Dertil kommer, at ved siden af den næsten ensartede udtale af Ra/Re (Ri) bruger kineserne stadigvæk i deres specielle kinesiske skrift det fuldstændig samme billedskrifttegn for Solen som hos oldtidens egyptere. Det er det velkendte gamle tegn, der viser en cirkel med en prik i midten (i senere kinesisk skrift blev cirklen mere kantet af skrivetekniske årsager).

Når f.eks. børn tegner en sol, er det altid blot en cirkel − evt. forsynet med stråler eller et ansigt − men aldrig en cirkel med en prik i midten. Det ganske bestemte solsymbol bestående af en ikke-tom cirkelkontur, der er karakteristiskgjort med sin centrumprik som ’kerne’, er derfor ingen tilfældighed, når den genfindes i samme specielle form både hos de gamle egyptere og hos polynesierne og i den kinesiske skrift.

Ligeledes har både kineserne og de gamle egyptere et skrifttegn eller en glyf, der viser en skorpion. Ifølge ældgamle traditioner med astrologiske forhold, for eksempel hos grækerne og romerne, kunne dyrekredstegnet Skorpionen (oprindeligt stjernebilledet Skorpionen) symbolisere eller referere til ”enorme mængder eller antal”; og når et billedskrifttegn med en skorpion blev brugt i en egyptisk tekst − eller optræder i den stadig anvendte kinesiske skrift − betyder den det samme i begge disse skrevne sprog, nemlig ”enorme antal”. I samme symbollære alle steder betød den i naturen giftige Skorpion også noget med død, og Mellemamerikas mayaer kaldte dette stjernebillede bl.a. for ”Dødsgudens tegn”.

Også for eksempel de stjerner, vi kender som Tvillingerne, har samme betegnelse hos grækerne og babylonierne − så vel som hos de gamle øboere i det sydlige Stillehav. Det fælles er næppe hver gang bare et tilfælde, men kunne tyde på en form for transport af traditioner, f.eks. via fortidens søfolk, der navigerede efter stjernerne.

Stjernebilledet Store Bjørn afbildes som en okseskank, Meskhitiu, på mange egyptiske billeder. Th.: Udsnit af zodiak i templet i Denderah. Idéer om tidligere form synes overlevet i Egypten. Gennem årtusinderne ændrer stjernernes egenbevægelser på formen af Store Bjørn (Karlsvognen, Ursa Major).