Yunus havde større ambitioner med Grameen Bank end at føre folk ud af fattigdom ved hjælp af mikrokredit – han ville også udvikle den psykosociale infrastruktur. Kombinationen af at tilhøre de allerfattigste og være vokset op som kvinde i en stærk patriarkalsk kultur (islamisk og hinduistisk) giver et dårligt selvværd – "man er ikke noget værd og kan ikke noget". Yunus brugte mikrokreditten som springbræt til at ændre kvindernes selvfølelse, der som resultat skulle føre til ændring af selve kulturen.

Antal fødsler i Grameen Bank-låntagerfamilier er betydeligt lavere end det nationale gennemsnit. Det viser, at så snart en kvinde har en regelmæssig indtægt, så skifter hun fra overlevelsesstrategi (flest mulige børn fordi de mange børn hovedsagelig har nytteværdi) til "livskvalitetsstrategi" (få børn, der kan gives kærlighed, omsorg og uddannelse).

Den proces, som Grameen Bank-låntagerne måtte igennem, medførte, at disse kvinder gradvis blev politisk bevidste og interesserede. Yunus opfordrede dem gennem sin organisation til at bruge deres stemmeret, men uden at påvirke dem i den ene eller anden retning. Valget i 1996 var første gang flere kvinder end mænd brugte deres stemmeret. Et politisk parti, som havde et negativt syn på kvinder, blev nærmest fejet ud af parlamentet, og 1.570 Grameen Bank-kvinder blev valgt ind i offentlige stillinger på lokalplan.

Yunus har også bidraget til dannelse af ca. 15 uafhængige entreprenørselskaber, der bidrager til at skabe teknologisk infrastruktur og arbejdspladser ude i landsbygderne. Mest kendt er måske Grameen Phone, hvor ældre kvinder fra landsbyen tjener en skilling ved at udleje en mobiltelefon.