Grameen Bank II
På grund af to større naturkatastrofer, der resulterede i en tilbagebetalingskrise, gennemgik Grameen Bank fra april 2000 til april 2002 et reorganiseringsprojekt af alle procedurer og udlånsbetingelser. Resultatet blev etablering af "Grameen Bank II". Følgende tal gælder pr. maj 2006 for Grameen Bank efter 23 års virksomhed.
- 94% af banken ejes af låntagerne − 6% af regeringen.
- Banken har 2.121 afdelinger, 17.887 ansatte, der arbejder i 67.670 landsbyer. Totalbeløbet, som er udlånt siden 1983 er 5,52 milliarder US-dollars. Heraf er 4,89 milliarder US-dollars blevet tilbagebetalt, og udestående fordringer er på 0.444 milliarder US-dollars. Dette giver en tilbagebetalingsgrad på 98,55%, hvilket er ekstremt godt set i forhold til traditionel bankvirksomhed.
- De sidste 12 måneder har udlånet pr. måned gennemsnitligt været 55,56 millioner US-dollars.
- Det totale antal låntagere er 6,33 millioner, 97% af dem er kvinder og ca. 80% af dem er analfabeter.
- 58% af låntagerne hos Grameen Bank har klaret at krydse fattigdomstærskelen. Resten bevæger sig støt og roligt hen imod denne tærskel nedefra.
- Renterne på lånene varierer efter typen af lån, men er altid lavere end de statslige bankers. Indskudsrenterne er mellem 8,5-12%.
- Med undtagelse af årene 1983, 1991 og 1992 har Grameen Bank i alle årene haft overskud.
|