På et tidspunkt mellem 5. og 8. årh. e.Kr., viste den vise Shankara sig i Indien for at oplyse om den vediske tradition med det formål, at befri den fra nogle af de fejlvurderinger og krystalliseringer, der havde sneget sig ind i de århundreder, der var gået siden fremkomsten. Han underviste i klostervæsen og fokuserede på ikke-dualisme, dvs. monisme. Iflg. Shankara er det kun Brahman, der er virkelig, og den verden, mennesket lever i, består af maya (dvs. at den er uvirkelig). Han sammenlignede den skabte verden med en tryllekunstners trick. I sit mest berømte værk, The Crest Jewel of Wisdom, sagde han, at menneskers vigtigste opgave som åndelige aspiranter er at udvikle intuitionens lys. Han sagde, at sandheden kan erkendes via ræsonnement, og ikke ved hjælp af evig gentagelse af ritualer, afvaskninger og åndedrætsøvelser.