Som foroven, således også forneden

Man ved, at efter hver inkarnation sker der en delvis tilbagetrækning, og man ved også hvordan, selv om de enkelte personligheder efterhånden tilsyneladende forsvinder fuldstændigt. Men essensen, egenskaberne og resultatet af alt, hvad der er vundet, går ikke tabt. Udbyttet bevares i kommende tidsaldre i en højere form. Den højere form – individualiteten eller den reinkarnerende sjæl – ser ud til at være det eneste virkeligt permanente i de flygtige blændværk og illusioner i menneskets mange inkarnationer. Og dog − på et ret fremskredet stadie i evolutionen vil menneskets overbevisning om sjælens uforgængelighed blive udsat for en voldsom og pludselig rystelse.

Når et menneske har udviklet sig tilstrækkeligt langt frem i evolutionen, og har forædlet sin bevidsthed, så den helt og definitivt er forbundet til sjælen, sådan at mennesket identificerer sig fuldstændigt med sjælen og ikke med de forgængelige personligheder, begynder sjælen langsomt men sikkert at få glimt af muligheder for et endnu finere legeme − det buddhiske legeme.

Til sidst kommer der et tidspunkt, hvor det buddhiske legeme vil være fuldt udviklet, og hvor mennesket med fuld bevidsthed er i stand til at løfte sig op i det og bruge det, på samme måde som det tidligere brugte sit kausallegeme. Men når mennesket nyder den udvidede bevidsthed, vender det sig om for at se ned på kausallegemet, som i utallige inkarnationer har været menneskets højeste udtryksform, og her bliver det i høj grad overrasket over at opdage, at kausallegemet er forsvundet. Kausallegemet, som mennesket betragtede som den mest permanente del af sig selv, er forsvundet i et glimt. Mennesket har ikke efterladt det, sådan at det kan bruges igen, når det ønsker det, på samme måde som det i mange tidsaldre har vænnet sig til at efterlade mentallegemet, astrallegemet og det fysisk-æteriske legeme. Kausallegemet er simpelthen holdt op med at eksistere.

Men mennesket har intet mistet! Det er stadig sig selv. Det er stadig den samme individualitet, med alle kræfterne og erindringerne fra det forsvundne legeme − og oven i købet langt mere! Mennesket bliver hurtigt klar over, at selv om det har løftet sig op over det særlige aspekt af sig selv, har det ikke mistet det, for ikke alene er hele menneskets essens og virkelighed stadig en del af mennesket, men i det øjeblik, det i tanken igen stiger ned til kausalplanet, gendannes legemet i et glimt på planet − naturligvis ikke i det samme legeme − for de partikler, som det tidligere kausallegeme bestod af, er spredt og forsvundet, men det er identisk med kausallegemet på alle måder. Det skabes alene ved, at mennesket retter opmærksomheden i retning af det.

At påstå, at intelligensen er forsvundet i mennesket, vil være helt forkert. Bevidstheden og intelligensen eksisterer lige så definitivt som før, selv om den er åndeliggjort og løftet til det buddhiske plan over kausalplanet. Og når bevidstheden på et endnu senere stadie løfter sig over det buddhiske plan, kan man så tvivle på, at alle − både den intuitive visdoms og intelligensens evner − stadig vil være til disposition, selv om der tilføjes en uendelighed til evnerne?

Det er langs denne tankelinje, at det er muligt at skabe harmoni mellem de to tilsyneladende modstridende tanker. For alt, hvad der eksisterer, skal på et eller andet tidspunkt holde op med at eksistere − og alligevel − ”alle tre personer (aspekter) er indbyrdes lige evige og lige store, således at i alle ting både treheden, som allerede forhen er sagt, bør æres i enheden, og enheden i treheden”.

Og her slutter den første halvdel af den athanasianske trosbekendelse på samme måde, som den begyndte, med en klar og kontant udtalelse: ”Den, som altså vil frelses, må mene således om treenigheden”.