Den tredje udstrømning

Den blå trekant, der ses på de højere underplaner af mentalplanet i det bånd, der i diagram III betegner det almindelige menneskerige, svarer nøjagtigt til den hvide trekant i cirklen i diagram II. Det er skabelsen af trekanten, der nu skal undersøges, for den er resultatet af den tredje store udstrømning af guddommeligt liv − den, der kommer fra det højeste princip eller det højeste aspekt af systemets Logos. Det svarer til ånden hos mennesket og det har en plads, som i den kosmiske evolution udfyldes af 1. Logos, der af kristendommen er blevet kaldt ”Gud Faderen”.

I det foregående er der gjort et forsøg på at vise, hvordan den monadiske essens på sin opadgående vej gradvis udfolder bevidstheden − først på det fysiske plan, derefter på astralplanet og efterfølgende på det lavere mentalplan. Men det er først, når den i de mest udviklede af husdyrene når det sidste stadie, at muligheden for den tredje udstrømning er indenfor rækkevidde. For den tredje bølge af guddommeligt liv kan af sig selv ikke stige længere ned end til det buddhiske plan, og tilsyneladende svæver den, eller den venter på, at udviklingen af egnede legemer skal gøre det muligt at komme et trin længere ned og blive individuelle sjæle i mennesker. Udtalelsen lyder mærkelig, men det er meget vanskeligt at udtrykke det højere livs mysterier nøjagtigt i en almindelig terminologi.

For at bruge et østerlandsk billede kan man forestille sig, at den monadiske essens’ hav konstant presses opad og ind på mentalplanet af den iboende evolutionskraft, og den tredje udstrømning svæver oven over planet som en sky, som konstant tiltrækker og er tiltrukket af bølgerne neden under. Har man set en skypumpe opstå over havet, forstår man tanken i det orientalske billede. Man forstår, hvordan den nedadgående skykegle ovenfra og den opadgående vandkegle nedenfra ved gensidig tiltrækning gradvis nærmer sig hinanden, indtil de pludselig forenes, og den store søjle af vand og damp bliver skabt.

På samme måde udsender ”grupperne” af animalsk monadisk essens konstant dele af sig selv i inkarnation − ligesom midlertidige bølger på havets overflade. Differentiationsprocessen[1] fortsætter, indtil en af bølgerne løfter sig højt nok til, at den svævende sky kan forene sig med den. Den løftes op i en ny tilværelse, som hverken er i skyen eller i havet, men imellem de to, og som har andel i begges natur. Sådan udskilles den fra den ”gruppe”, som den var en del af, og den falder ikke længere tilbage i havet. Dvs. at et dyr, der tilhører en af de mere fremskredne ”esses-grupper”, via hengivenhed til sit menneske og via mental anstrengelse, som er resultatet af dyrets forsøg på at forstå ejeren og være til behag, kan løfte dyret så højt op over det sædvanlige plan, at det bliver et egnet legeme for den tredje udstrømning. Optagelsen bryder dyret løs fra ”gruppen” og indleder vejen mod udødeligheden som et individ.

Hvis man husker, at den monadiske essens’ bevidsthed var blevet udviklet op til det lavere mentalplan, og at det guddommelige livs overskyggende indflydelse var steget ned til det buddhiske plan, vil man søge på det højere mentalplan efter den kombination, der er resultatet af mødet − og det er netop det højere mentalplan, der er opholdsstedet for menneskets kausallegeme – sjælens legeme.

Læg mærke til, at der er sket en vigtig forandring i den monadiske essens’ position. Hele vejen langs dens lange evolutionslinje i alle de forudgående naturriger har den konstant været det besjælende og belivende princip − den kraft, der har stået bag alle de former, den har beboet midlertidigt. Men nu bliver det, der hidtil har været det besjælende, selv det besjælede. Af den monadiske essens skabes kausallegemet − den strålende sfære af levende lys, som det endnu smukkere lys ovenfra stiger ned i. Det gør den guddommelige gnist i stand til at komme til udtryk som et individuelt menneske.

Det er ikke et uværdigt mål, der er resultat af en så lang og besværlig evolution, at blive et legeme for den sidste og største udstrømning af den guddommelige ånd, for man skal huske, at hvis legemet ikke forberedes til at fungere som forbindelsesled, vil menneskets udødelige individualitet aldrig blive skabt, og den højere triade − der skabes på den måde – vil aldrig blive en transcendent enhed … ”ikke ved guddommens omdannelse til kød, men ved at menneskets væsen optages i Gud”. Ikke et eneste brudstykke af det arbejde, der er udført i de mange tidsaldre, går tabt. Intet er nytteløst. Uden det forudgående arbejde var den endelige fuldkommengørelse aldrig nået – nemlig at mennesket kan blive ligestillet med den Logos, det udgik fra, og at Logos kan blive fuldkommengjort i processen. Af sit eget afkom har Logos nu skabt dem, der er lig Ham selv, og som helt og fuldt er modtagelige for den kærlighed, som er Hans guddommelige naturs essens.

Man skal også huske, at det alene er ved nærvær af den tredje udgydelse af guddommeligt liv, at mennesket har en absolut garanti for sin udødelighed − for det er ”menneskets ånd, som går mod oven” i modsætning til ”dyrets ånd, som går mod neden” − dvs. som ved dyrets død igen flyder tilbage til den ”gruppe” af monadisk essens, som den kom fra.

Engang kommer der en periode, selv om den for menneskets intelligens opfattes som utænkelig – med universel hvile. I Østen kaldes det ”Brahmas nat”, hvor ”alle ting, synlige og usynlige” igen bliver absorberet i det, de udgik fra. Selv 2. og 3. Logos og alt det, der er deres essens, falder i søvn og forsvinder i en periode. Men selv i perioden med universel hvile er der én enhed, som ikke påvirkes. 1. Logos − den umanifesterede Logos − hviler stadig, som altid, i ”det uendeliges skød”. Og fordi den direkte essens fra den guddommelige Fader til alt indgår i sammensætningen af menneskets ånd, er menneskets udødelighed sikret via den almægtige kraft.

Hvor smukt og storslået de enestående tanker er, genspejles i det, der er tilbage i de kristne trosbekendelser − det er det, der forhåbentligt kan afsløres, når de herefter skal studeres sætning for sætning.

_________________________________

[1] Differentiation vil sige udvikling af noget fra at være ensartet til at være uensartet.

_________________________________