Det egyptiske ritual

Det store offer − Logos’ 2. aspekts nedstigning i stoffet som monadisk essens − var i temmelig detaljeret form beskrevet i symboler i det ritual, der blev brugt i det gamle Egypten i den første af de store indvielser. Det er den samme indvielse, som buddhisterne kalder sohan- eller sotapatti-indvielsen. Og som tidligere nævnt brugte Kristus ofte en beskrivelse af den eksoteriske side af ceremonierne for at illustrere og tydeliggøre sin undervisning om emnet. Han har sandsynligvis citeret den præcise ordlyd af den læresætning eller vejledning, der blev givet af den ansvarshavende hierofant, for læresætningen og de efterfølgende sætninger i trosbekendelsen minder påfaldende om den egyptiske form − ja den eneste ændring, der er foretaget, er stort set ændringen i udtryksmåden, for det var selvfølgelig nødvendigt for at tilpasse sætningerne til den nye kontekst. Den egyptiske tekst, der var overleveret fra fortidens atlantiske magikere, lød sådan:

”Neofytten skal bindes til trækorset. Neofytten skal dø, begraves og stige ned i underverdenen. Efter den tredje dag skal neofytten bringes tilbage fra de døde og bæres op i Himlen for at blive hans højre hånd, fra hvem neofytten kom, for nu har neofytten lært at lede (eller vejlede) levende og døde”.

Indvielsessanktuariet lå ofte under jorden i det egyptiske tempel − muligvis fordi det var lettere at holde beliggenheden hemmelig, men ordningen har sandsynligvis også været et symbol på nedstigningen i stoffet, der spillede en dominerende rolle i de gamle mysterier. Der har også været indvielsessanktuarier i og under den store pyramide.

De ceremonier, der var forbundet med indvielse, foregik i et indvielsessanktuarie. Den første lange del af ceremonien, som ikke er relevant for emnet, omtales ikke her. I stedet skal der fokuseres på ceremoniens kulmination, hvor neofytten frivilligt lagde sig på store trækors, der var udhulet og formet for at give støtte til en menneskekrop. Armene blev bundet til korset med helt løse bånd, og enden af rebet blev omhyggeligt lagt frit tilgængeligt for at symbolisere, at fastgørelsen til korset var absolut frivillig.

Derefter benyttede hierofanten en teknik, der fik neofytten til at falde i en dyb trance. Eller rettere sagt − neofytten forlod sit fysiske legeme i en kontrolleret ud-af-kroppen oplevelse, og neofytten befandt sig derefter udelukkende i sit astrallegeme. Mens det fysiske legeme befandt sig i en trancetilstand, blev det båret ned i en grotte, der lå endnu dybere under indvielsessanktuariets gulv. Her blev det fysiske legeme lagt i en stor stensarkofag, og for det fysiske legemes vedkommende var det et symbol på død og begravelse.