Kirkemødets trosbekendelse

For at man kan få den nøjagtige udgave af trosbekendelsen, der blev resultatet af det ekstremt stormfulde møde, er der her en omhyggelig oversættelse:

”Vi tror på én gud, Faderen den almægtige, Skaberen af alle ting, både synlige og usynlige − og på én Herre, Jesus Kristus, Guds søn, båren af Faderen, énbåren, det er af Faderens substans, Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud, båren, ikke skabt, idet han er af én substans med Faderen, ved hvem alle ting blev skabt, både de i Himlen og de på Jorden − som for os mennesker og for vores frelse kom ned og blev gjort til kød, og blev gjort menneske, led og opstod igen på tredjedagen, steg op til himlene og skal komme igen for at dømme levende og døde − og på Helligånden. Men de, som siger, ‘der var (en tid), da han var ej’, og ‘før han blev båren, var han ej’, og at ’han kom til eksistens fra det, som var ej’, eller som bekender, at Guds søn er af et andet aspekt eller substans, eller at han er skabt eller foranderlig eller omskiftelig, lyses i ban af den katolske kirke”.[1]

Selv om formen i store træk ligner den, der nu bruges i den anglikanske kirkes nadvertjeneste, er der alligevel flere ret væsentlige forskelle. En hel del af den materialistiske, semi-historiske forvanskning var endnu ikke kommet med, selv om den fatale identificering af Kristus med Jesus og af dem begge med 2. Logos fremgår allerede her alt for tydeligt. Men fordi alle er enige om, at medlemmerne af det berømte kirkemøde hovedsageligt var uvidende og ustyrlige fanatikere, der først og fremmest var kommet i håb om at fremme deres personlige interesser, kan man ikke undre sig over, at det blev den begrænsede og ikke den udvidede tankegang, der faldt i god jord hos deltagerne. Men læg mærke til, at forvirringen vedr. undfangelsen ved Helligånden og jomfrufødslen ikke findes − korsfæstelsens symbol er ikke blevet reduceret til et historisk faktum, og der er heller ikke gjort klodsede forsøg på at give historien et præg af sandsynlighed ved at indføre unøjagtige data i form af helt ubegrundede hentydninger til den stakkels og meget mistænkeliggjorte person − Pontius Pilatus.

De manglende sætninger findes imidlertid i det, der kaldes ”den romerske konfession”, som man sædvanligt mener stammer fra et tidligere tidspunkt. Men her er det ikke hensigten at deltage i diskussionen, for man kan se, at de fleste af sætningerne kun er mindre forfalskninger af den egyptiske indvielsestekst, der allerede dengang havde eksisteret i mange århundreder.

_________________________________

[1] George Robert Stowe Mead: Lucifer, Vol. 9, p. 204

_________________________________