Indviede bygmestre

Under israelitternes ørkenvandring havde Moses ladet konstruere et transportabelt tempeltelt, Tabernaklet, kaldet Vidnesbyrdets eller Pagtens Telt. Og i 2. Mosebogs uhyre præcise anvisninger på dets design og målforhold, konstruktion og materialer viser det sig, at konceptet er hentet direkte fra Egyptens transportable helligdomme til anvendelse i ørkenen.

Fordi Moses lod Tabernaklet bygge, kunne han i den senere kultiske opfattelse af hans rolle ses som "teltmageren" eller "bygmesteren", der rejste "himmelteltet". Også han havde en slags "Hiram"-hjælper, en mesterhåndværker kaldet Bazalel i Mosebøgerne. Det Nye Testamente oplyser, at under en vision, hvor Moses og Elias viste sig, ville apostelen Peter lave telte til dem; samt at Paulus, der skabte strukturen i kristendommens første teologi og organisation, var – af alle beskæftigelser – en teltmager.

I sig selv var ‘telt’ et gammelt symbol for "himmelhvælvingen". Også flere steder i Bibelen, f.eks. hos "Esajas" (40,22):

"... (det er) ham, der spænder himlen ud som ...

et telt til at bo i ...".

Hos de indviede konger symboliseredes himlen bl.a. som et minitelt, en baldakin, oprindelig ofte med himlens stjerner på, placeret over tronen og over den kongelige ægteseng. Dette præg af himmeltelt går igen i de stjernebestrøede lofter i templerne – og siden hen i stjernelofterne i oldkristne basilikaer og i særlige rum i senere tiders ordensbrødreloger.

Omkring 975 f.Kr. optræder ifølge Bibelen tempelbyggerne kong Salomon og hans såkaldte bygmester Hiram. De ses senere brugt som forbillede for mysteriekultiske "bygmestre". Byggekunsten indgik som allegori for åndelig vækst. Kulterne skelnede mellem "himlens tempel" og "legemets tempel" – makrokosmos og mikrokosmos; her kunne f.eks. opfattes en særlig betydning i, at Jesus uddrev kræmmerne fra templet. Fra selve Egypten modtog allerede grækerne en stor viden om dimensioner og talrelationer for sakralt byggeri.

Senere, i Europas store arkitektur-epoke, videreførte de gotiske katedralers bygmestre flere af oldtidens mysteriefilosofiske ideer, som de lod stenhuggere indlægge i den geometriske struktur. Den "mystiske" rum­oplevelse afhang således også af geometriske arkitekturformers talforhold og fine balancer af cirkel, trekant og firkant uden ensidig brug af én form (f.eks. overbetones firkanten i nutidig arkitektur) – samt rummets søjler og deres symbolik i samklang i placeringen. Indviede fik direkte information af selve rummet. Katedralernes store mangefarvede rosettevinduer var som veritable yantras (arketypiske kosmogrammer).

Hvis en egyptisk kæmpeobelisk (30 m slank granitblok i ét stykke) anslås let giver den, delvis beroende på dens geometriske dimensioner, resonans i den anden ende næsten som en stemmegaffel. – Kirkens første store teolog Augustin udtalte:

"... musikken og arkitekturen er døtre af tallene ...".

Katedralen i Chartres fik ved sin konstruktion en særlig fantastisk akustik: et forhold der tilskrives, at dens indvendige mål forholder sig til hinanden som tonerne i toneskalaen. – Da Goethe blev stærkt optaget af det gamle Egypten, kaldte han dets arkitektur for "fastfrossen musik".

Den franske teolog, abbed og kirkereformator, tempelriddernes skytshelgen: Bernard af Clairvaux (1090-1153), definerede Gud som "højde, længde og dybde". Han lod visioner om lyset og om byggestenenes "himmelstræben" manifestere i en spirituel stil, en fornyende kirkearkitektur i form af katedralerne – med spidsbuens ’livsdynamiske’ formsprog, kæmpevinduer for lysets betydning, samt lysets særlige spil i farvet glas.