Talismaner
Dette fører naturligt til at overvejelse af spørgsmålene om talismaner. Der er en generel tro på, at en juvel − eller stort set alle objekter − kan blive opladet mesmerisk med positive eller negative indflydelser. Selvom denne ide i dag betragtes som ren og skær overtro af stadig flere, er det ikke desto mindre et faktum, at en positiv og negativ kraft kan opbevares i en fysisk genstand − og den kan blive dér i meget lang tid. Et menneske kan lade sin magnetisme strømme ind i et objekt, sådan at de indprægede vibrationer vil udstråle fra det, som lyset udstråler ud fra Solen.
De indprægede vibrationer kan være enten positive eller negative − nyttige eller skadelige. I mange tilfælde kan hensigten med magnetiseringen være kærlig − det vil sige, at påvirkningen vil virke stimulerende. I andre tilfælde er magnetiseringen sket med henblik på at berolige og lindre, sådan at et menneske får nemmere ved at overvinde frygt eller ophidselse. Denne form for talisman kan eksempelvis magnetiseres for at styrke et menneske til at modstå en bestemt fristelse eller en bestemt form for begær. Og der er ingen tvivl om, at hvis talismanen er korrekt opladet, vil den have en stærk indflydelse i forhold til den indprægede hensigt.
Her er ideen bag relikvier − og her er sandheden bag den udbredte ærefrygt for relikvier og troen på deres kraft. Ethvert menneske har mentale og astrale vibrationer i overensstemmelse med sine egne særlige frekvenser, og enhver genstand, der i længere tid har været i kontakt med et menneske, vil være gennemsyret af dette menneskes vibrationer og frekvenser, og genstanden vil være i stand til at udstråle dem igen. Den kan udsende koncentreret energi til ethvert menneske, der bærer genstanden eller kommer inden for rækkevidde af dens udstråling. Alle genstande, som har været i nær kontakt med en helgen eller hengiven person, vil indeholde meget af personens individuelle magnetisme, og de vil have en tilbøjelighed til at reproducere den tidligere ejers følelsesmæssige kvalitet i det menneske, der bærer dem. Der findes utallige eksempler på, at denne form for talismaner kan være effektive.
Det må ikke glemmes, at brugerens tillid til talismanens virkning i mange tilfælde også spiller ind, og troen bidrager således med sin andel til effekten. Hvis et menneske har stor tillid til en person, som med stor overbevisning oplyser, at en bestemt talisman utvivlsomt vil have en bestemt virkning, vil alene forventningen om virkningen have en tendens til at skabe det ønskede resultat. Men bortset fra menneskets tro på virkningen, er det faktisk muligt for en talisman at skabe en ønsket virkning − selv på mennesker, der intet kender til talismanens tilstedeværelse. Når talismaner er opladet ved hjælp af kraftig mesmerisme, vil visse genstande beholde magnetismen i meget lang tid. I British Museum findes der gnostiske amuletter, som stadig udstråler en temmelig kraftig og mærkbar påvirkning, selvom de må være magnetiseret for mindst 1.700 år siden. Og nogle egyptiske skarabæer er stadig aktive og effektive, selvom de er væsentligt ældre. Og naturligvis er det muligt at oplade et objekt til såvel gode som til onde formål.
|