Det er vigtigt at huske, at når Gud manifesterer et univers, manifesterer Han sig som en dualitet – som ånd og stof. Denne tanke møder man også i begyndelsen af første kapitel i 1. Mosebog, hvor der står: "Guds ånd svævede over vandene". Gud er kilden til alt, hvad der eksisterer, og "vandene" eller urhavet er et gammelt symbol for "stoffet". Stoffet er den ene side af den duale manifestation, hvori selve livet skal tage bolig, og dermed er det indlysende, at selve stoffet er gennemsyret af liv. Det skabte univers, kan derfor betragtes som "Guds klædning" – den stoflige klædning, som Gud så at sige har iført sig – Gud i manifestation.

Jo dybere mennesket ser ind i dette makrokosmos og begynder at fatte det duale forhold mellem ånd og stof, jo mere kan det erkende, hvad det åndelige fragment i menneskets indre er, og hvilken rolle det trefoldige menneske spiller i livets åbenbaring. Ånden i mennesket er en enhed i den evige guddommelighed, og samtidig er mennesket en skabning, der kan tænke, føle og handle. Det er en skabning, der kan blive bevidst om sin egen natur – en skabning, der kan skabe.

Menneskets evner udvikles gradvist i et nært samspil med og som en uadskillelig del af den kosmiske evolution, og disse evner viser sig stadig tydeligere, efterhånden som mennesket udvikler sig til højere og højere bevidsthedsniveauer. Det er indlysende, at mennesket rummer kimene til alt det, som det har behov for at kunne udfolde og åbenbare de skjulte guddommelige evner og kræfter.

En fysiker sagde engang, at: "Man overvinder naturen ved lydighed". Det er korrekt. Man kan ikke bryde en naturlov, for enhver naturlov er en manifestation af Gud, der udsendte et fragment af sig selv for at skabe Universet. Men medfører det ikke, at mennesket så ikke har en fri vilje, når det er omgivet og styret af et kompleks af ubrydelige love? Svaret er nej! Den frie vilje opnås ved at lære disse lovmæssigheder at kende. Når lovene forstås, er det muligt at afbalancere modstridende love med andre love, og man bliver derfor i stand til at udnytte de love, som gør det muligt at udføre det, man ønsker. Når den menneskelige vilje har overblik over naturlovene, og den menneskelige intelligens forstår, hvordan lovene virker, er det muligt at vælge dem, der tjener formålet. På denne måde gør mennesket naturen til sin tjener i stedet for til sin herre.