I den kosmiske orden betragtes Månen som et duplikat af Solen, men i formindsket form, for mens Solen giver liv til hele det planetariske system, har Månen kun indflydelse på Jorden. Og eftersom Månen har en passiv karakter (for den modtager sit lys fra Solen), sættes der i symbolikken lighedstegn med nummer to og det passive eller feminine princip, som også har relation til Verdensægget (verdensrummet) – støbeformen eller solguden Ras bark – den kosmiske bark – livets beholder.

Solguden Ras bark (Universet)

Nogle af nutidens forskere mener, at det var dengang patriarkatet fortrængte matriarkatet, at den feminine karakter blev associeret med Månen, og den maskuline med Solen. De betragter derfor symbolikken som et udtryk for en kønskamp, hvor Solen repræsenterer noget højere og vigtigere end Månen. Eksempelvis var der reelt ligestilling mellem kønnene i det gamle Egypten. Egypternes holdning til ligestilling er nem at forstå, for de forsøgte at "bringe himlen ned på Jorden". De ville med andre ord omsætte de kosmiske principper til praktisk virkelighed i hverdagslivet. Og kosmos var udtryk for en konstant vekselvirkning mellem ånd og stof – det maskuline og det feminine princip – som naturligvis var ligeværdige, fordi ånd og stof er udtryk for to sider af Det Ene Livsvæsen og en forudsætning for manifestation og udvikling af bevidsthed. Ånd, stof og bevidsthed – eller det maskuline, det feminine og syntesen af denne dualitet var grundtemaet i egypternes livsopfattelse, og derfor var ligestilling en selvfølge i det daglige liv. Solen giver livet og lyset, og Månen modtager livet og lyset. Solen og det maskuline princip repræsenterer derfor det givende princip, og Månen og det feminine princip er modtagende. Det givende og det modtagende princip er livets forudsætning og derfor ligeværdigt. Det er disse arketypiske principper, der ligger til grund for symbolikken − og der er derfor ikke tale om en kønskamp.