Et andet vigtigt aspekt af Månen har relation til dens tætte forbindelse til natten (det moderlige, det omsluttende, det ubevidste og ambivalente, fordi det rummer både det beskyttende og det farlige i fasen, hvor kun halvdelen af Månen er oplyst). Det er grunden til, at Månen associeres med imaginationens og fantasiens blege lys, der fungerer som et mellemled mellem fornægtelse af det åndelige liv, og åbenbaringen af den blændende klare intuition, der repræsenteres af Solen.

Månens dualitet, der skabes af dens faser, har mest af alt påvirket det mytiske og symbolske. Underverdenen – dødens og mørkets verden – symboliseres af "den døende Måne". Oververdenen – livets og lysets verden – symboliseres i nogle kulturer af dyr, der er knyttet til Månen, og det er dyr, der veksler mellem tilsynekomst og forsvinden som f.eks. en snegl, der kommer frem af sneglehuset og trækker sig tilbage til det igen – eller en bjørn, som går i hi om vinteren og viser sig igen om foråret osv. Den tiltagende Måne symboliseres måske bedst af koens horn, der også kaldes "lysets skib på nattens hav". Alle natdyr, som eksempelvis katten og ræven, er "månedyr".

Fuldmånen symboliserer total oplysning eller illumination og dermed helhed, fuldkommenhed, styrke og åndelig kraft. Halvmånen repræsenterer begravelse, og den aftagende Måne er symbol på uheld og dæmoniske kræfter. Månesymboler betragtes ofte som en egenskab, der er passiv eller reflekterende – i stil med et spejl – eller genstande, der kan forandre sin overflade – eksempelvis en vifte.