Ikke desto mindre har nutidens kristne kirke den dag i dag hellige fugle − f.eks. duen, der er symbol på Helligånden. Kirken har heller ikke afskaffet de hellige evangeliske dyr – tyren, ørnen, løven og (englen). Englen er i virkeligheden keruben eller serafen − dvs. slangen med "de luende vinger" – der af den kristne kirke i virkeligheden opfattes som lige så "hedensk" som egypternes eller kaldæernes slanger. De fire dyr symboliserer esoterisk set de fire elementer (jord, vand, luft og ild) og de lavere principper i mennesket. Alligevel svarer de fysisk og stofligt til de fire stjernebilleder, som man kan kalde "solgudens følge", og som ved vintersolhverv befinder sig i dyrekredsens fire kardinalpunkter. Man kan se disse fire "dyr" i mange romersk-katolske udgaver af Det Nye Testamente sammen med billeder af evangelisterne. Det er dyrene fra Ezekiels Mercabah.[1]

Ezekiels vision

De gamle víse hierofanter kombinerede deres religionsfilosofiers symboler med så imponerende intelligens, at disse symboler kun kan forklares fuldt ud, hvis man finder alle nøglerne og er i stand til at kombinere dem. Selvom man opdager tre af disse syv systemer − nemlig det antropologiske, det psykiske og det astronomiske − kan de kun tilnærmelsesvis fortolkes. De to vigtigste tydninger – den højeste og den laveste – den åndelige og den fysiologiske – var indhyllet i den største hemmelighedsfuldhed − indtil den sidste faldt i hænderne på uindviede. Før det skete, havde den alene været i de forhistoriske hierofanters varetægt, og hos dem var den en videnskab, der var lige så dybtgående og gådefuld, som biologi og fysiologi er det i nutiden. Denne videnskab var udelukkende hierofanternes eje og repræsenterede udbyttet af deres meditationer, studier og erkendelser.

De to andre omhandlede de skabende guder og det skabende menneske − det vil sige de forbilledlige og de praktiske mysterier. Disse fortolkninger var så elegant tilsløret og kombineret, at det ikke lykkedes mange af dem, der opdagede den ene betydning, at finde frem til den anden. De kunne ganske enkelt ikke løse gåden i et sådant omfang, at de kunne gøre sig skyldige i farlige indiskretioner. De højeste − den første og den fjerde – teogonien[2] i forhold til antropogonien[3] – var det næsten umuligt at regne ud. I nutiden finder man beviset i jødernes "hellige skrift".

_________________________________

[1] Den såkaldte “Mercabah” (Ezekiels Bog, 1. kap.) henviser til Maharajaerne, der omtales i Ezekiels vision. De fire Maharajaer er åndelige væsener, der tilhører et højtstående hierarki, som sørger for karmisk udligning og afbalancering. Deres plads er symbolsk ved de fire verdenshjørner. I hindulitteraturen kaldes de ”Chatur Maharajaerne”, og her har de fået navnene Dhritarashtra, Virudhaka, Virupaksha og Vaishravana.

[2] Teogoni stammer fra det græske "theogonia", der er afledt af "theos" − dvs. "gud" og af "gonos ", der betyder "afkom". Teogoni handler derfor om gudernes tilblivelse og indbyrdes slægtskab.

[3] Antropogoni stammer fra det græske "antropo" + "goni" − dvs. videnskaben om menneskets opståen og afstamning eller menneskets udviklingshistorie.

_________________________________