Her gælder det samme princip, som hvis en ballonfarer ønsker at flyve til Månen. Ballonfareren kan stige højere og højere, hver gang udstyret forbedres. Men en observatør, der kender de bagved liggende lovmæssigheder, ved, at uanset hvor let ballonfareren bygger sin gondol, og uanset hvor stor man gør ballonen – selvom den altid vil løfte sig en smule højere – vil ballonfareren aldrig nå Månen. Det er sandt, at en forøget indsats altid fører et menneske lidt nærmere målet, men på længere sigt er indsatsen ikke længere proportional med det, der opnås. Længere kan man ikke bruge et paradigme, for hvis en ballonfarer vil nå sit mål, er der behov for et helt nyt paradigme (raketkraft i dette tilfælde).

Det samme gælder udforskningen af det æteriske. Man kan kun nå sit mål, hvis man benytter andre midler – nemlig sjælen i menneskets indre. Man skal bruge ensartet materiale og må ikke forvente, at man kan erkende det æteriske ved hjælp af intellektet, som er noget, der udelukkende hører til det grove stof, og som man kan forklare ved hjælp af fysik. Som følge heraf – når dette skridt er taget, og det er det eneste, der fører til målet – vil øjnene åbne sig for den konsekvente og ufravigelige lovmæssighed, der også fungerer i det fine, æteriske stof – nøjagtig som i groft, tæt stof.

Det samme gælder i den fysiske verden af fast stof. Hvis man er uvidende om de fysiske lovmæssigheder, kan man ikke forklare mange fysiske fænomener. Men med viden om disse love kan man indkredse helt forskellige fænomener, der knytter sig til det samme princip, og – hvad der er særlig vigtigt – til at bruge dem. Hvis man eksempelvis stiller en radio ind på en bestemt station, eller hvis man kører bilen i grøften i snevejr, og derefter rokker den fri ved dygtig vekslen mellem speeder og kobling, gør man i begge tilfælde brug af den samme grundlæggende slags differentiale udligning, som beskriver resonans − selvom de to eksempler tilsyneladende er helt forskellige.