Når man oplever disse fænomener og iagttager dem uden fordomme, og når man desuden konstaterer, at de målemetoder, der benyttes, er korrekte − og at der ikke kan herske tvivl om, at fænomenerne faktisk eksisterer, selvom der ikke findes en accepteret fysisk forklaring − så begynder man at tvivle på naturlovene. Man begynder at få mistanke om, at der findes andet og mere i tilværelsen end stof, som kan forklares ved hjælp af den fysiske terminologi, og at der ganske enkelt må eksistere stof, som er finere – mere æterisk – på trods af, at dette æteriske stof betragtes som et paradoks af fysikere.

Der findes lovmæssigheder, som i detaljer beskriver styringen af stof af finere substans. Disse lovmæssigheder er – selvom de ikke kan forklares af den moderne fysisk – ikke desto mindre muligt at forholde sig logisk til med et åndeligt perspektiv på mennesket. Æteriske fænomener repræsenterer ikke noget specielt, der er adskilt fra stoffets verden, men udgør en del af den store virkelighed. Alene denne virkelighedens enhed giver en overordentlig vigtig mulighed for at drage analoge konklusioner. Lovmæssighederne er de samme overalt. Det er alene formen på de forskellige planer, der skifter.

Man kender allerede disse forskellige planer i stoffet – navnlig de planer, der befinder sig i menneskets umiddelbare nærhed − f.eks. stadierne fast, flydende, luftformig og plasma. Disse specifikke stadier er betingede af de herskende temperaturer. Disse stofformer kan være gennemstrømmet af adskillige bølger eller forskellige strålinger. Når de opstår, spredes de og danner adskilte stofformer på helt forskellige måder. Eksempelvis passerer en type bølge uden videre gennem en fast form eller en væske, som plasma ikke kan trænge igennem. Og alligevel kan alle disse typer beskrives på grundlag af en enkelt grundlæggende differentialligning.