Fødslens historiske stadier
01
Første stadie: Barnemord
Philippe Aries[1] og senere Lloyd De Mause[2] − begge pionerer inden for barndommens historie, fortæller om samfundets behandling af børn i tidligere tider i det omfang, det kendes af historikerne. De opdeler behandlingen i stadier. Det første stadie var markant på grund af, at banemord var almindelig praksis. Nyfødte og endog ældre børn blev dræbt eller sat ud for at dø, sådan som det utvivlsomt også var tilfældet på Lemurien og Atlantis. Reminiscenser af dette temmelig primitive stadie ses i dag i Indien og Kina, hvor piger stadig er uønskede.
Historikere, der studerer barndommen, undersøger tidligere samfund for deres grundlæggende holdning til barnemord, men det kræver forståelse og tolerance. Undfangelser skete konstant, og når ressourcerne var knappe, kunne den nye mund ikke mættes, uden at det samtidig blev en trussel mod den eksisterende gruppe.
Og hvis nyfødte fik lov til at leve og vokse op, døde de fleste inden de blev fem år. Det ville have været uklogt at anbefale, at hver eneste nyfødt individuelt blev betragtet og plejet som et vigtigt familiemedlem, sådan som man kan gøre det på grund af nutidens fødselsvidenskab, hvor man forventer, at alle nyfødte overlever. Fødslen gav ikke et barn retten til at leve. Det var en gave, der blev givet af forældrene. Det var deres ret at opfostre den nyfødte eller at kassere barnet − et valg, man foretog, nøjagtig som med andre fysiske produkter.
Nogle børn havde ikke en perfekt skikkelse eller størrelse − eller de græd for lidt eller for meget − eller var anderledes end beskrevet i litteraturen. Og hvis man fandt ud af, at et nyfødt barn ikke var værd at opfostre, så blev det sædvanligvis dræbt. Pigernes værdi blev vurderet lavt, og diktatet fra en mand til hans kone (1 f.Kr.) er typisk for den åbenhed, som disse emner blev drøftet med: ”Hvis du – hvad der meget let kan ske – føder et barn, og hvis det er en dreng, lad ham leve, men hvis det er en pige, sæt hende ud.”[3] Man beslutter stadig, at en ganske lille procentdel af de nyfødte ikke er værd at opfostre, fordi de sandsynligvis ikke overlever.
_________________________________
[1] Philippe Aries: Centuries of Childhood: A Social History of Family Life.
[2] Lloyd De Mause: The History of Childhood: The Evolution of Parent-Child Relationships as a Factor in History.
[3] Lloyd De Mause: The History of Childhood: The Evolution of Parent-Child Relationships as a Factor in History, p. 25.
_________________________________
|