Fødslens historiske stadier
03 + 04
Tredje stadie: Ambivalens
Tiden fra det 14. til det 18. århundrede blev kendetegnet af De Mauses’ ambivalens-model. Tidligere perioder var karakteriseret ved intentionen om at undgå den trussel, som børn repræsenterede, ved ganske enkelt at skille sig af med dem fysisk. Men da det i stigende grad blev anset for ulovligt og umoralsk, blev forældrene tvunget til større psykologisk kontakt med deres børn. Forældre, der selv havde været udsat for brutalitet eller for en barsk behandling (vold, sult, seksuelle overgreb, salg til en anden stamme eller nation etc.) begyndte nu at projicere de dæmoner i underbevidstheden, som alt dette skabte, over på deres børn og erstatte det med skiftevis at elske dem, og derefter håne dem og straffe dem. Børn var både uartige og pragtfulde. Men fordi de var begavet med indre kræfter på godt og ondt, måtte det onde prygles ud af dem. I Jane Eyre giver forfatteren Charlotte Bronte et klassisk portræt af denne forældretype, som Janes beskytter og forfølger i barndommen. Fortællingens Fru Reed havde løst problemet med sin ambivalens i forhold til børn. Hendes egne børn var ”engle”, og Janes − den ubudne gæsts barn − projicerede den modsatte kvalitet over i hende. Hun var en djævel.
Fjerde stadie: Indtrængning
Den forældrestil, der fulgte denne ambivalens-metode, kalder De Mause forstyrrelse, og den stammer fra omkring det 18. århundrede i Vesteuropa. Fokus skiftede nu fra fysisk kontrol over børnene til kontrol ved at trænge ind i deres psyke. Man bad dagligt med dem, og det blev almindeligt at læse religiøse læresætninger i historisk indpakning. Det blev nu mere almindeligt, at børn blev lukket inde end slået – en forandring fra fysisk til psykisk straf. Men det medførte i det mindste et forsøg på at forstå børn. Derfor ser De Mause det som begyndelsen på pædiatri (læren om børnesygdomme) – et studie, der adskilte sig fra tidligere tiders håndbøger med rådgivning til forældre.
|