Hovedparten af de hermetiske skrifter er i dialog-form. De omhandler det ægte spirituelle liv, som drøftes af Hermes Trismegistos og hans elever − Tat og Asklepios. Tat er i virkeligheden identisk med Tehuti, som derfor spiller en dobbeltrolle, og Asklepios (billedet) er det latinske navn for lægen Imhotep. Den guddommelige Pymanders velkendte 14 prædikener er det bedste eksempel på genren. De beskriver klart åbenbaringen og manifestationen af åndelige kræfter i menneskelivet, de åndelige riger, og hvordan man får adgang til dem. De adskiller sig ikke fra det materiale, der normalt betragtes som Egyptens esoteriske tradition, selvom slutningen i det hermetiske system adskiller sig en smule.

På trods af at de hermetiske skrifter afspejler de gamle egypteres grundlæggende verdenssyn, så vil de uden tvivl give den overfladiske læser en fejlagtig opfattelse af den åndelige lære. I begyndelsen foregik den hermetiske åbenbaring ikke ved at en lærer bevidst overførte sin viden til kandidaten. Det var snarere en proces, hvor kandidaten erhvervede sig viden og visdom gennem en forståelse af Universets naturlige orden og en fordybelse i disse erkendelser gennem en række dialoger. I indlæringsprocessen drejede det sig derfor ikke om at nå frem til de rigtige svar, men om at stille de rigtige spørgsmål. Det var vigtigere at forstå problemet, end at udvikle evnen til at huske og genfortælle læren.

De mange "hermetiske" tanker og eksperimenter med magi, der blev rapporteret af de ivrige dilettanter i det græsk-romerske miljø, skabte endnu en misforståelse af de hermetiske skrifter, nemlig at kandidaterne til indvielse i mysterierne blev håndplukket ud fra deres specielle åndelige talent, selvom der på dette tidspunkt bare var tale om helt almindelige mennesker, som var indhyllet i tidens blændværk. Den politiske og sociale elite indstiftede "mysterier" på grundlag af vilkårlige udpluk fra Orientens tusindårige og veletablerede esoteriske tradition grundigt blandet med systemer af forskelligartet mysterielære. Konsekvensen var derfor, at formålet med mysteriereligionerne – at befri sjælen fra bindingerne til livet i kødet og derved erhverve retten til et liv i det evige – blev overset af historieskriverne i denne sene periode.