Mestrene ser udelukkende efter det, der kan forøge gruppens indsats, berige gruppebevidstheden og intensivere gruppelivet. Eksempelvis fortæller den tibetanske mester, at hans opmærksomhed alene er rettet mod det, der øger gruppelivets åndelige kraft, eller som øger lyset eller dæmper dets udstråling.

Det er nu blevet muligt, tilføjer han, at finde de mennesker, der er frie i deres eget indre, og som hurtigt lærer at blive upersonlige og uselviske, som kan samarbejde i gruppelivet og dermed videreføre opgaven med at påkalde de højere åndelige energier, og som derfor kan forstærke indsatsen hos Det Store Hvide Broderskab eller mestrenes og de indviedes samfund.

Hvilken kvalitet ser mestrene efter? Noget af det, de ser efter, er evnen til ikke alene at opfylde pligter med kærlighed i familie, samfund og nation, men også efter evnen til at tænke i et større perspektiv for selve menneskeheden. Desuden ser de efter en gruppe af disciple, der kendetegnes af ”ren fornuft”. Den stammer fra intuitionen og ændrer gradvis motiverne, og den vil til sidst smelte sammen med åndens (monadens) viljesaspekt eller livsessensen.

Disciple i en gruppe må holde af hinanden med konstant styrke, som en forudsætning for at frigøre det lys og den kraft, der vil medføre, at gruppen bliver effektiv og værdifuld for verden. Der har til alle tider været enkeltstående lysbærere. Nu begynder lysbærerne at vise sig i grupper.

Grundlaget for mestrenes valg af gruppe er for det første sensitivitet over for vandbærertegnets indflydelser, og for det andet villighed til at arbejde i en gruppe uden personlige ambitioner eller ønsker om at være leder. Hvis der findes ambitioner, er disciplen automatisk (men midlertidigt) diskvalificeret til gruppearbejde, siger Djwhal Khul. Disciplen kan stadig gøre nytte, men det vil være underordnet arbejde, der er mere knyttet til den gamle tidsalder end den nye.

For det tredje – en dedikation, der ikke fortier noget, og som kan formidles på den rigtige måde. For det fjerde – ikke at skade – et ideal, som disciplen konstant stræber imod.

Mestrene forsøger at uddanne intelligente verdenstjenere, og de udvikles ved at stræbe efter selvindvielse, frihed i handling og efter at kunne skelne i valg af metode. Discipelgrupper er frie og uafhængige sjæle, som forener deres personlige interesser med tjenestearbejde, som søger den indre forbindelse, og som vil forme gruppen til et redskab til tjeneste for menneskeheden og Hierarkiet. Det siges, at der for tiden udføres et eksperiment med at vende gruppens fokus indad, og alligevel på samme tid øge dens kraft og effektivitet såvel som dens udstråling i verden.