Opbygning af legemerne

De oplysninger, der gives i de følgende afsnit, er blevet til ved clairvoyante iagttagelser. Der blev gjort et forsøg på at følge de forskellige legemers dannelse under fosterets udvikling fra fjerde måned.

Mentallegemet ved fjerde måned

Foster i fjerde måned.

Ved fosterets fjerde måned så det nye mentallegeme næsten helt farveløst ud. Det havde svage konturer og nærmest en oval form. Et svagt farvespil gav en antydning af kulører på overfladen. I fosterets indre kunne man skimte meget svage lysegule, grønne, rosa og blå skygger med violet omkring den øverste del. Skyggerne var så svage, at de snarere var antydninger end egentlige farver − det var skygger, der antyder et nyt mentallegemes særpræg.

Partiklerne, som det mentale legeme blev sammensat af, bevægede sig hurtigt, og man kunne kun ane utydelige kraftcentre på overfladen. I det indre var der en skyggeagtig menneskelig form, hvor centre og de kommende chakraer kunne anes. Chakraerne i hovedet var ret udviklede, især ”brahmananda” (et chakra i hovedet, som i yoga-traditionen kaldes ”det 9. chakra”), hvor det så ud, som om der uafbrudt strømmede en kraft gennem et hul i toppen af hovedet. Det kommende hals-, hjerte-, solar plexus- og rodchakra kunne også anes. Kun hovedchakraerne viste en form for større aktivitet, men selv de syntes endnu ikke at opfylde deres endelige funktioner som chakraer.

Sjælen arbejdede hele tiden hårdt med sit legeme. Den lod kraft strømme over det og forsynede dets atomer med særlig vibrerende kraft. Når det drejer sig om en mere udviklet sjæl, så findes der i høj grad en bevidst viden forbundet med disse processer. Den udviklede sjæl har en meget klar ide om arten af det legeme, det har brug for, og den viser generelt en meget stærk beslutsomhed for at opnå det.

Det generelle billede af det spæde mentallegeme viste i det aktuelle tilfælde en opaliserende oval boble med et hul i toppen. Gennem dette hul var der en konstant vekselvirkning af kræfter, der lignede en strøm af strålende, farvede lyspartikler. I midten af denne ”boble” befandt den skyggeagtige menneskeform sig, og den nedstrømmende kraft passerede ind i toppen af hovedet. Kausallegemet, det legeme hvor den inkarnerede sjæl permanent har hjemme, var meget større end det nye mentallegeme, som det delvis optog i sig selv, sådan at den øverste halvdel af mentallegemet smeltede sammen med den nederste halvdel af kausallegemet. Sjælens påvirkning syntes at strømme ned til den øverste del af det mentale legeme, som beskrevet ovenfor.

Hele fænomenet var omgivet af et blændende og glitrende lys, som tiltog i styrke i kausallegemets midte. Den nedstrømmende kraft holdt mentallegemets atomer i konstant bevægelse, og når den ramte det stof, som mentallegemet var opbygget af, dannede der sig en hvirvel, som nyt stof ustandseligt blev tiltrukket af. Denne hvirvelbevægelse forstyrrede dog ikke den generelle form, der forblev oval, som tidligere beskrevet. Selvom den menneskelige form var synlig inde i ovalen, skal man ikke forestille sig en fordybning, men snarere en fast og gennemskinnelig masse af hurtigt bevægende stof.

Hvert atom i legemet passerede gennem hvirvlen, og den nedstrømmende kraft, der skabte den og blev magnetiseret af den, glødede klarere, for derefter gradvist at miste lidt af gløden, når den strømmede videre til andre dele af mentallegemet. Farverne i nedstrømningen så ud til at variere, og det indikerede, at sjælen bevidst indbyggede bestemte evner og magnetiserede sit mentallegeme med særlige vibrationer.

Der var en konstant vekselvirkning mellem barnets voksende mentallegeme og moderens mentallegeme. Forbindelsen mellem dem virkede på en måde, så der blev skabt stabilitet og sammenhæng i det nye legeme, mens barnets glans og auraens friskhed gav moderens mentallegeme en større klarhed. Det var interessant at sammenligne den relative fasthed og stivhed i det gamle mentallegeme med den i højeste grad elastiske og flydende tilstand i det nye.

Uden for dette område så man adskillige devaer (engle). En deva (billedet) arbejdede på det mentale niveau og havde kommandoen over opbygningen af de tre legemer (det mentale, det astrale og det fysiske), og en anden af en mere underordnet karakter arbejdede på det følelsesmæssige niveau. Den mentale deva havde tilsyneladende en beskyttende påvirkning ved kun at tillade, at en bestemt vibrationshastighed nåede frem til det nye mentallegeme fra den ydre verden. Devaen arbejdede, som om den havde en fuldstændig viden om de påvirkninger, der var til stede fra tidligere inkarnationer, og som modificerede væksten og formningen af de nye legemer − både det mentale, det astrale og det fysiske.

Nogle af den inkarnerende sjæls personligheder fra tidligere inkarnationer var synlige i devaernes aura. En af dem så ud til at have været mand i England i den elizabethanske periode, og det så ud til, at det nye liv ville blive en fortsættelse af arbejdet og udviklingen fra den inkarnation. Grupperet rundt om dette billede af et tidligere fysisk legeme var der fra samme periode utallige andre former af mænd og kvinder, som sandsynligvis repræsenterede de mennesker, som sjælen havde karmiske bånd til. Nogle af dem smilede, nogle truede og andre virkede uinteresserede. Deres holdning og udtryk viste sandsynligvis de karmiske relationer, der var mellem dem og den sjæl, der var på vej ned i inkarnation, og som nu blev studeret. På niveau med kausallegemet var der en anden stor deva, der havde assisteret i den tidligere inkarnation, og derfor kendte sjælens tidligere liv og karma. Den videregav de dele af karmaen, der skulle udlignes i det kommende liv, til devaen på det lavere mentale niveau.

Med disse forudsigelser og vejledninger fortsatte udviklingen af mentallegemet. De underordnede devaer kunne bedst sammenlignes med personer, der sørger for at holde et stort lejrbål ved lige ved løbende at forsyne det med frisk materiale. Dette nye stof indgik i den cirkulation, der var i mentallegemet, som tidligere beskrevet, og idet det efterhånden passerede gennem hvirvlen, blev det specialiseret af sjælen. På dette tidlige stadie af inkarnationsprocessen ser det ikke ud til, at sjælen fuldt ud har taget det mentale legeme i besiddelse, selvom den allerede er meget aktivt beskæftiget med at konstruere det. Den skyggeagtige form i dets indre var til en vis grad udtryk for et legeme og for dets bevidsthed, og det var så småt begyndt at bruge det som et sådant.