Atatürk

De reformer, som Atatürk (et navn, han fik af den nye regering efter et dekret, der krævede, at alle borgere skulle have et tilnavn efter vestlig model) indførte, inkluderede kvinders frigørelse og afskaffelse af sløret, som var et symbol på en lavere status, der blev påtvunget kvinder i det ottomanske rige. I en tale ved et sejrsoptog i 1922 beskrev Atatürk sin vision for det tyrkiske folk. Det var en vision, der helt afgjort inkluderede kvinderne: Til kvinderne, der i antal overgik mændene, bekendtgjorde han:

“Vind slaget om uddannelse for os,

og I vil gøre meget mere for jeres land,

end vi har været i stand til.

Det er til jer, jeg appellerer”.

Til mændene sagde han:

“Hvis kvinderne ikke fremover deltager

i nationens sociale liv,

så vil vi aldrig opnå vores fulde udvikling.

Vi vil uundgåeligt sakke bagud

− uduelige til at forhandle på lige vilkår

med Vestens civilisationer”.

Han afsluttede med at sige sig alle:

“Og alt vil forblive uforandret,

hvis I nægter at træde beslutsomt

ind i et moderne liv, og hvis I afviser

de forpligtelser, som det medfører.

I vil blive spedalske, pariaer,

alene i jeres stædighed med jeres vaner

fra en anden tid.

Forbliv sådan som I er − jer selv

− men lær, hvordan I kan tage det fra Vesten,

der er livsnødvendigt for et udviklet et folk.

Giv adgang for videnskab og nye tanker i jeres liv.

Hvis I ikke gør det, så vil de gamle tanker fortære jer”.[1]

Det latinske alfabet erstattede det gamle arabiske alfabet, der var blevet dårligt tilpasset det tyrkiske sprog, og sproget blev “renset” for fremmedord − navnlig arabiske. Det var reformer med enorme og langtrækkende virkninger. Reformen af lovsystemet, der var baseret på de svejtsiske love, var også særdeles positiv. Men måske den mest dramatiske reform og den, der mødte størst modstand af dem alle, var afskaffelse af fezen. Det er vanskeligt for vesterlændinge at forstå den betydning, der knyttede sig til at bære en fez. Den havde kun været skik og brug i hundrede år, men var hurtigt blevet et symbol og en muslimsk arv for en ottomansk hersker – og det var netop de faktorer, der for Atatürk symboliserede det gamle, nedbrudte “østerlandske” Tyrkiet. På linje med Atatürks mål – at føre Tyrkiet ind i Vesten – beordrede han, at brugen af fez skulle holde op inden for et tidsrum på kun nogle få måneder. Det var et stort chok for det tyrkiske folk, og det medførte uroligheder, men når det alligevel lykkedes at få det gennemført, skyldtes det sandsynligvis, at denne reform blev påbudt meget pludseligt og kombineret med, at det tyrkiske folk havde dyb tillid til Atatürk og identificerede sig med ham.

En reform, som Atatürk beordrede indført − sandsynligvis alt for pludseligt, og som i dag er blevet undermineret til en vis grad − var begrænsningen af den religiøse indflydelse i det tyrkiske liv. Atatürk forstod helt præcis den konservative, reaktionære natur af kalifatet og af selve islam, men med hans ønske om at begrænse islams indflydelse, der inkluderede afskaffelse af de mystiske dervish-ordener, begik han den fejl, at han ikke udfyldte det vakuum, der opstod, med en passende åndelig indflydelse. Da de religiøse ledere ikke havde genvundet den politiske magt som i den ottomanske tid, havde islam stadig en virkelig stor indflydelse, og religionen opfyldte et behov hos det tyrkiske folk, som Atatürk ikke forstod fuldt ud.

_________________________________

[1] Lord Kinross, Atatürk, p. 390

_________________________________