På hendes bud vogter fødselsdevaen over moder og barn og hjælper med opbygningen af de legemer, som den nedstigende sjæl skal inkarnere i. I sit hjerte har hun et billede af hver kvinde, og hun er forbundet med sin jordiske genpart, så hun hele tiden kan vogte og velsigne sine repræsentanter i de lavere verdener. Det rene og fuldendte moderskabs ynde er som en duft af hendes nærvær, og via nærværets skønhed stråler hendes herlighed. Moderskabets skjulte kilder er et resultat af hendes tilstedeværelse dybt inde i kvindens hjerte og manifestationen af den evige moders kraft og længsel. Bølgen af skabende ild i manden er fremspiringen af den evige faders kraft, der får ham til at skabe. Sådan åbenbares det guddommelige faderskab og moderskab i mænd og kvinder.

Oprindelsen er guddommelig, og det burde fader- og moderskab også være i deres mikrokosmiske gentagelse af det makrokosmiske skabelsesdrama. Når den dybt hellige funktion nedværdiges, vanhelliger mennesket den helligste af de guddommelige egenskaber. Devaerne ved Isis’ hof vender ansigtet væk, når der sker vanhellige handlinger, og selv Isis – Verdensmoderen – føler bølgen af afsky, der strømmer gennem hende og for en tid forstyrrer den fuldendte harmoni, som gennemsyrer de universelle love.