Verdensmoderen - maleri af Nicholas Roerich

Vand er derfor helligt. Når man drikker det, optager man hendes liv i sin natur. Når man vander markerne, er det et tegn på hendes godhed. Når mennesker bader i vandet, er det hende, der gør dem rene. Når de sejler over havet, er det hende, der bærer dem på sit bryst. Ved solopgang er de rosa skyer hendes pragt. Og solnedgangshimlen er en afspejling af hendes evige skønhed. Blodet, der strømmer i menneskers årer og beliver dem, er hendes. Saften, der beliver træer og planter, er hendes liv. Dugperlerne, der glimter på engen og græsplænen, og dugdråberne, der køler og forfrisker den afsvedne jord, er et eksempel på den grænseløse storsindethed og uselviske offervilje, som hun plejer og bevarer verden med. Regnbuen er den himmelske moders budskab til devaer og mennesker – et budskab, der signalerer, at deres moder våger over dem med opmærksom og moderlig omsorg, og som åbenbarer den strålende syvfoldige skønhed, der omkranser verden.

Den himmelske moder er til stede ved hver fødsel af et menneskebarn. Hun er den ophøjede præstinde, som yder sin tjeneste til hver moder i menneskeheden, for på den måde kan hun – Verdensmoderen – blive åbenbaret i al sin pragt og i al sin skønhed ved fødslens sakramente. Hun er den himmelske kvinde, som enhver kvinde er en del af. Hendes trone står ved siden af det højestes alter, og hun sidder desuden på tronen i enhver kvindes hjerte. Under moderskabet bliver det hellige bånd til en levende lyslinje, når hun stiger ned fra sin trone og står ved siden af barselssengen. Hun kender smerten. Hun føler lidelsen. Hvert skrig gennemborer hendes hjerte og kalder hendes helbredende og beskyttende kraft frem til menneskerigets moder, for i hende ser hun sig selv i miniature.