Visdommens Bog
Gustave Doré: Salomon
Et meget interessant sted i den apokryfiske[1] Visdommens Bog, som måske ikke er så kendt som de skrifter, der kaldes de kanoniske. Her taler Salomon, og han siger:
”Jeg var en dreng af god natur
og modtog en god sjæl,
eller rettere, fordi jeg var god,
kom jeg i et ubesmittet legeme.”
Visdommens Bog, 8,19-20
Han siger dermed, at sjælen eksisterer, før mennesket bliver til. Han siger også, at det var, fordi han allerede var god, at han fik et rent legeme.
Når man studerer den kendte jødiske forfatter Josephus, vil man se, at han beskriver jødernes tro på den tid. Om farisæerne siger han:
”De siger, at alle sjæle er ubesmittede,
og at gode menneskers sjæle
kun flyttes over i andre legemer
− men at slette menneskers sjæle
er underkastet evig straf.”
De bello Judaico: 2,8
Men det er ikke den eneste bemærkning Josephus kommer med om troen på sjælens reinkarnation, som var almindelig på hans tid. Et iøjnefaldende eksempel er hans tale til soldaterne, dengang de overvejede at dræbe hinanden. Efter forsvaret af fæstningen Jotapata tog Josephus tilflugt i en hule sammen med ca. 40 af sine mænd. De ønskede at dræbe hinanden for at undgå at falde i romernes hænder. Josephus sagde til dem:
”Husker I ikke, at alle rene ånder, som er i overensstemmelse med den guddommelige vilje og befaling, fortsætter livet på de smukkeste af de himmelske stjerner og med tiden igen sendes ned for at tage bolig i rene legemer – men de sjæle, der har begået selvmord, dømmes til et sted i underverdenens mørke?”
Josephus brugte argumentet overfor barske soldater for at forhindre dem i at begå selvmord, og det viser den store udbredelse af troen på reinkarnation havde i den almindelige befolkning på den tid.[2] Reinkarnation var ikke kun et spørgsmål for filosoffer. Fra filosoffernes publikationer ved man, at de både accepterede reinkarnation og underviste i emnet. Det viser, at læren dengang var almindelig udbredt blandt jøderne. I Filons[3] skrifter ser man reinkarnationslæren som en af grundpillerne for den højt respekterede jødisk-aleksandrinske skole. Man kan derfor konkludere, at reinkarnation var almindelig vedtaget hos jøderne.
_________________________________
[1] Apokryf stammer fra græsk og betyder ”hemmelig” eller ”skjult”. Apokryfisk er betegnelsen på de skrifter, der er blevet fjernet fra Det Gamle og Det Nye Testamente som ”uheldige” eller i hvert fald ligegyldige i teologisk forstand. Nogle apokryfe bøger har dog fået deres plads i nyere bibeludgaver, selvom de ikke sidestilles med de kanoniske skrifter − de hellige bøger til brug under gudstjenesten − mens de fleste er fjernet fra Bibelen.
[2] Viktor Rydberg: Forudtilværelsen
[3] Filon (Philon, Filo, Philo Alexandrinus, Philo Judæus) af Alexandria, (ca. 10 f.Kr.-ca. 40 e.Kr.) var græsk-jødisk filosof. Filon forsøgte at skabe en syntese af græsk og jødisk filosofi uden at sætte den jødiske arv over styr.
_________________________________
|