REINKARNATION
- religionens tabte dimension
Af Ove von Spaeth
Du kan frit downloade artiklen "REINKARNATION - RELIGIONENS TABTE DIMENSION" af Ove von Spaeth. For at kunne læse filen, skal du have programmet Acrobat Reader, som du kan hente på www.adobe.dk - det er gratis. Materialet downloades ved at klikke på pdf-filen i ruden til højre.
OBS!
Klik på den øverste artikel til højre, hvis du ønsker at downloade artiklen.
Klik på den nederste artikel, hvis du ønsker at læse den på internettet. Du kan vende artiklens sider ved at klikke på sidernes hjørner!
 Vi har brug for din støtte
VisdomsNettet er en fond, der ikke ejes af nogen, og alle arbejder gratis. Arbejdet opretholdes alene af donationer, og alle bidrag er altid velkomne. Dit bidrag kan indsættes på… Danske Bank - Reg. 1551 - girokonto nr. 1-697-3335 - SWIFT-BIC: DABADKKK - IBAN: DK11 3000 0016 9733 35
På forhånd tak!
Læs mere om VisdomsNettets formål her: http://www.visdomsnettet.dk/i-4/
REINKARNATION
- RELIGIONENS TABTE DIMENSION
Reinkarnationslæren - udbredt hos mere
end en tredjedel af Jordens folk
- tilhørte også grene af den kristne kirke
i mere end en fjerdedel
af denne religions historie.
Reinkarnationslæren i historien
Eksklusiv kultisk viden fra en tidligere mysteriekultisk overbygning i Moses’ religion kan stadig spores i Bibelen − og med sammenhænge det ikke før har været muligt at vise. − En indviet elite fastholdt gennem tiderne en hemmelig, delvis egyptiske lære, som Moses havde videregivet til israelitterne. − Flere dele af denne lære var engang kendt overalt som nogle særlige trin i oldtidens religiøse univers, men blev bandlyst af kirken: Læren om ’efterlivet’ og nyt liv − reinkarnation og om ’gæld’ eller karma.
Reinkarnationsideer i alle tidsaldre
De fleste religioner og trosretninger i verden bygger på en overbevisning om en fortsættelse efter døden. Det er blevet sagt, at uden den opfattelse, havde vi ingen pyramider, intet værk af Homer eller Dante, ingen Hamlet etc. Den generelle ide bag reinkarnationslæren (af re ’igen’ og karne ’kød’), er det den lære, at sjælen efter døden igen lader sig føde i et fysisk (“kødeligt”) legeme.
En opfattelse eller en erfaring bliver ikke mere eller mindre rigtig, fordi et stort antal mennesker tror på den − i verden ses der forskelligt på emnet. I det følgende skal der hverken føres advokatur herfor eller skabes afmytologisering, men blot søges et overblik. Der viser sig her betydelig fortrængning af et i datiden vægtigt element, der også tilhørte grene af den kristne kirke i mere end en fjerdedel af denne religions historie.
Emnet kan hos mange forekomme fremmedartet, så det ikke tillægges tilstrækkelig historisk betydning. Men for at se religionshistorien realistisk må det forstås, at der er tale om et helt andet − og i epoker meget udbredt − verdensbillede. Reinkarnationsforhold, også inden for den kristne religion, blev ofte ved senere tiders uvidenhed givet meningsløse fortolkninger.
Den ældste kirke blev dannet på grundlag af oldkristne grupper i det første århundrede e.Kr. Fra starten opstod særlige grene heraf, som var stærkt influeret af indvielseskulter og andre mellemøstlige religiøse ideer, især fra Egypten.
En omfattende gruppe kaldes gnostikerne − navnet er fra græsk gnosis, dvs. ‘erkendelse’. De gik sammen med flere andre kristne grupper bl.a. ind for læren om reinkarnation og blev i 300-400-tallet forfulgt af kirken.
Reinkarnationslære overalt i verden
I naturreligioner overalt i verden findes tro på, at sjælen eller en sjælelig bevidsthed fortsætter efter døden. Livets genfødsel er en hovedsag − og tilknyttes ideer om reinkarnation.
Fra den ældre omtale af genopstandelse eller genfødsel findes der tekster i den såkaldte “Egyptiske Dødebog” (Pert en Hru), i den “Tibetanske Dødebog” (Bardo Thödul), i den europæiske “Ars Moriendi” og i aztekernes bog, nu betegnet “Codex Borgia”. Og i de gamle nordiske mytologier er lignende betydning blevet tolket, når Vølven taler om livets genoptagelse.
Reinkarnationsideer kendes ydermere hos f.eks. Australiens aboriginals; i Afrika hos yoruba- og edofolkene, og i syd hos zulufolket; i Asien på Guinea, samt i Indonesien; og hos forskellige etniske grupper i Nord- og Sydamerika.
En defineret reinkarnationslære kendes især udbredt i øst, i Indien, endda i mange former hos hinduer, jainister, buddhister, sikher (syntese af hinduisme og islam). Det ses i de oldindiske Veda- og Vedanta-tekster − og i nutiden hos tilhængere af indiske religiøse tænkere som Ramakrishna og Aurobindo, eller f.eks. hos Mahatma Gandhi og hans elev Nehru, Indiens første præsident.
Tibets øverste religiøse ledere udpeges kort efter deres fødsel som værende en reinkarnation af et tidligere overhoved. Deres leder Dalai Lama tror fuldt på reinkarnation. I Kina fandtes læren tidligt i taoismen og buddhismen, og i Japan i zenbuddhismen.
Julius Cæsar beundrede kelterne for deres frygtløshed og mangel på angst for døden. I sin bog “Gallerkrigene” (bog V, kap. 14) forklarer han, at det skyldes deres reinkarnationslære (ikke mindst hos druidepræsterne).
“… de ønsker at indskærpe dette
som en af deres ledende læresætninger,
at sjælen ikke bliver udslettet,
men passerer efter døden
fra en krop til en ny krop …”.
|
