Origenes’ store afhandling, De Principiis (billedet tv.), er et fantastisk stykke filosofi, der er præcis i sine ræsonnementer og logisk fra begyndelse til slutning. Det er i denne afhandling, man finder de klareste udtalelser om hans opfattelse af ånd og sjæl. Han siger, at til sidst vil alle fjender blive underkastet Kristus. Og han tilføjer: Betragt slutningen som tingenes begyndelse. For slutningen er altid den samme som begyndelsen. Fordi der er en slutning på alt, så skal man forstå, at der også var en begyndelse. Derefter taler han om, at kun Gud selv er grundlæggende god. Det eneste gode – det fuldkomne gode – er Gud. Når man træder et trin ned til de skabninger, der er skabt af Gud, er godheden kommet på et sidespor, for den er ikke længere oprindelig, naturlig og fundamental.

Derefter siger han, at Gud har givet alle monader fri vilje. Hvis de er overfladiske og undervurderer hellighed og visdom, falder monaden – ”en hurtigere, en anden langsommere, en i større grad, en anden i mindre”, men enhver er ”selv årsag til sit fald”. Herefter går han over til en detaljeret beskrivelse af de forskellige deva-ordener og deres forhold til menneskeheden efter menneskehedens delvise fald. Han omtaler Johannes Døberen som et menneske, der var fyldt med Helligånden allerede i moderens liv, og han siger, at nogen måske tror, at Gud fylder enkeltpersoner med sin Helligånd og udstyrer dem med hellighed – ikke på grund af retfærdighed og efter fortjeneste, men ufortjent. Derfor er det naturligt at stille spørgsmålet:

”Findes der mon uretfærdighed hos Gud?

Nej, langtfra!”[1]

Når Johannes Døberen blev fyldt med Helligånden allerede i moderens liv, skyldes det udelukkende, at han tidligere havde levet et retfærdigt og moralsk liv, og derfor havde han gjort sig fortjent til denne velsignelse. Det er udgangspunktet for Origenes’ argumentation, og derefter taler han mere detaljeret om sjælens vækst, og de afsnit i skriften, der hentyder til den. Han gør opmærksom på, at Gud ”– fordeler alle ting efter det enkelte menneskes moralske fremskridt og fortjeneste”, og at det er nødvendigt for at vise Guds upartiskhed og retfærdighed. Og som apostelen Paulus siger:

”Der ikke er nogen personsanseelse hos Gud.”

Origenes fortæller mere om devaerne og menneskeheden:

”Den tredje orden af de fornuftige skabninger er den, der er kvalificeret af Gud til at realisere menneskeheden, dvs. de menneskesjæle, der pga. deres moralske fremskridt er optaget i deva-ordenen.” Det er de sjæle, der er skabt som ”Guds sønner” eller ”opstandelsens børn” og de ”sejrer i enhver kamp”. Han tilføjer, at ”– når alle er udstyret med fri vilje og af sin egen vilje kan tillade godt eller ondt”, vil de, der er dovne, ”befinde sig i en værre tilstand end den, de befinder sig i i øjeblikket, mens de flittige vil opnå en bedre tilstand”.

_________________________________

[1] Paulus’ Brev til Romerne, 9,14

_________________________________