"Hvilken værdi har denne form for arbejde?" er der efterfølgende blevet spurgt. "Hvad er det generelle indtryk af forskningens muligheder?" "I hvor høj grad blev det videnskabeligt kontrolleret?" − etc.

Da jeg fungerede som sekretær for undersøgelsen, var jeg princi­pielt ansvarlig for dens igangsættelse og gennemførelse, og jeg var den eneste, der var til stede under det meste af arbejdet. Derfor er det måske på sin plads, at jeg åbent og ærligt giver udtryk for min holdning og mine synspunkter.

For det første − selvom jeg i over 30 år har studeret åndsvidenskab og derfor sympatiserer med ideen, indså jeg, at det ville være det bedste, hvis man kunne tiltrække naturvidenskabelige forskeres opmærksomhed. Derfor var jeg indstillet på, at alt så vidt muligt skulle udføres på grundlag af streng naturvidenskabelig kontrol. For det andet − jeg var ikke medlem af en esoterisk forening, og derfor var min holdning helt upartisk − især fordi forskningen kostede mig både tid og mange pen­ge. Kort sagt − hele min indstilling kan karakteriseres som sympatisk-kritisk.

Tidligere erfaringer havde lært mig hvor sensitive de clairvoyantes sansning er, og hvor let den kan forstyrres. Derfor ville en grovkornet "det-vil-jeg-se-før-jeg-tror-det-holdning" sandsynligvis i lige så høj grad tilsløre sandheden som en ukritisk forventning, der også ville resultere i en påvirkning. Jeg forsøgte at følge den gyldne middelvej, men jeg er bange for at Geoffrey Hodson ind imellem fandt mig temmelig anstrengende. Til gengæld var jeg i den heldige position, at jeg kunne tjekke mange af resultaterne på en måde, som Geoffrey Hodson umuligt kunne være opmærk­som på. I forbifarten skal det bemærkes, at Geoffrey Hodson lige fra begyndelsen gjorde det helt klart, at han ikke ville underkaste sine evner en spe­ciel "test", men at de, der arbejdede sammen med ham, ville få mange små indicier undervejs – hvilket de også gjorde.

For eksempel − i et forsøg på at tjekke resultaterne naturvidenska­beligt bad jeg dr. Grimmer om at give mig et antal flasker med homøo­patiske midler, som alene var mærket med numre, så selv jeg vidste ikke, hvad der var i flaskerne. Da Geoffrey Hodson skulle til at begynde, bad han om i det mindste at få at vide hvilke midler det var. Det kunne jeg ikke for­tælle ham, men jeg tilbød at ringe til dr. Grimmer for at finde ud af det. Han var imidlertid ikke til stede, så derfor begyndte Geoffrey Hodson uden videre at "kigge flaskerne igennem". Efter kun få sekunders iagttagelse tog han en af de 25 flasker og sagde: "Det er den mest aktive i grup­pen". Og senere samme aften bekræftede dr. Grimmer, at det i høj grad var en af de højeste potenser, der var repræsenteret – 50 M. Enhver, der kender til homøopati, behøver ikke nærmere bevis på det imponerende i denne præstation.

Senere prøvede jeg at overtale Geoffrey Hodson til − i overværelse af en gruppe læger − at identificere de forskellige midler i en række umærkede flasker, men af esoteriske grunde afslog han at gøre dette, selvom jeg − ud fra den nøjagtige måde hvorpå han flaske for flaske be­skrev de forskellige midler i vores private arbejde − ikke har den mindste tvivl om, at han kunne have gjort det.