7. Raja-yoga
Raja-yoga kaldes den kongelige videnskab. Studerende vil opdage, at netop raja-yoga er et emne, som mestrene har særlig stor indsigt i, og som de ofte har udtalt sig om. Man kan sige, at raja-yoga er en slags sublim opsummering af de øvrige yogaformer. I raja-yoga indgår de vigtigste elementer fra de øvrige og samler dem til en helhed.
Raja-yoga er en livsform − en særdeles afbalanceret livsform. Den er blottet for overdrivelser, og den er så harmonisk tilrettelagt, at det må være et ophøjet væsen, der skabte den kongelige raja-yoga. Det skete på grundlag af et totalt kendskab til livets lov. Han samlede de bedste elementer fra de forskellige yogaformer. Det var en af medfølelsens store buddhaer, og hvis et sådant væsen har eksisteret, har det skabt en pragtfuld helhed, som indfrier kravene fra enhver, der søger et rigere liv, sådan som den sande yogi gør det.
Raja-yoga er den mest pålidelige vejviser til evigheden og realiseringen af sandheden − en sandhed, som raja-yogaen aldrig forsøger at beskrive, definere eller begrænse − selv om hvert skridt i raja-yoga har til formål at realisere sandheden om enhed. Hvis raja-yoga udøves korrekt, giver den kontrol over alle andre yogametoder − og evnen til at skelne mellem sjælen og dens redskaber. Raja-yoga fører til fuld bevidst forening med Gud, og gennem Ham med alt, hvad der lever. Den erfarne raja-yogi har en direkte og konstant oplevelse af, at ”menneskeånden og Guds ånd er én ånd."
Udøvelsen af yoga er andet og mere end et kvarters meditation hver dag. Yoga er en livsform. Den består i, at man følger de skridt, som vismændene gennem tidsaldre har videregivet, og som er et resultat af deres egen erfaring og indsigt.
Yoga omfatter en række bekræftelser: ”Jeg er ikke mit fysiske legeme, mine følelser eller mine tanker − jeg er sjælen.” Overvej denne bekræftelse, og gå så dybere fra sjælen til dit åndelige center og sig: ”Ånden i mig er ét med ånden i alt.” Derefter stilhed. Personligheden forsvinder næsten, og med lidt øvelse begynder man at erkende sin enhed med det guddommelige liv i alt − at blive opløst i altet som ”vand i vand, lys i lys, rum i rum”.
Og det er målet for den menneskelige bevidsthed!
|