Menneskets aura
Ethvert menneske er på denne måde underlagt og opbygget af en vekselvirkning mellem forskellige farvekvaliteter, og de har i livets løb gjort mennesker til det, de er i dag. Åndsvidenskabens clairvoyante forskere har studeret og kategoriseret farverne i menneskets aura, og farvens tone, renhed og gennemsigtighed indikerer kvaliteten.
Farverne rød, rosa, blå, violet, guld, gul, grøn og hvid bruges i symbolikken og generelt repræsenterer disse farver kræfter og kvaliteter i mennesket. De findes alle i et vist omfang i menneskets aura, og hos en mester − et højt udviklet menneske − stråler auraen i de smukkeste og mest fantastiske farvenuancer.
Åndsvidenskabens forskere oplyser, at den røde farve repræsenterer åndelig kraft og styrke. Rosa er udtryk for mængden af ægte kærlighed. Blå og violet viser graden af åndelighed. Guld viser omfanget af ren visdom, og den gule farve er udtryk for intellektuel kraft. Grøn repræsenterer medfølelse, men er også udtryk for tænkningens abstrakte kvaliteter, tilpasningsevne og situationsfornemmelse. Den hvide farve er symbol på fuldkommen renhed.
Auraens farver er usynlige for de fleste, men de kan ses af mennesker, der har udviklet de højere aspekter af de fysiske sanser. Hvis disse iagttagelser er et direkte udtryk for levende væseners kvaliteter på godt og ondt, er det sandsynligt, at de er ophav til de vismændenes brug af farver i symbolikken. Og hvis det er tilfældet, symboliserer farverne ikke kvaliteterne. De er kvaliteterne.
Oprindeligt er farvesymbolikken derfor ikke hverken tilfældig eller opfundet af fortidens vismænd. De er direkte iagttaget og beskrevet − men de kan kun opfattes af ”øjne, der kan se” − og de, der ikke kan se dem, må forstå dem ved symbolikkens hjælp.
|