Stjernerne og ny Atlantis-interesse

I slutningen af 1800-tallet blomstrede interesse for Atlantis igen − med tekster fra teosofferne Blavatsky og Besant, og fra antroposoffen Rudolf Steiner, men også fra den antropologiske undersøgelse foretaget af Ignatius Donnelly, forfatter og medlem af den amerikanske kongres, der stadig − lige fra første præsident, George Washington − rummede mange frimurerbrødre.

Interessen udbredte sig også til Hitlers øverste stab med Nazipartiets spidser. De var ud fra østrigeren Hans Hörbigers teorier stærkt optaget af Atlantis, hvis indbyggere de mente, var en herskerrace som germanerne, arierne, var efterkommere af. Hitlers SS-leder, Himmler, ofrede umådelige summer på projektet Ahnenerbe, ’forfædrearven’, ved midt i 1930’rne at sende videnskabelige ekspeditioner til Tibet og Amazonas og Titicaca-ruinerne samt i Pyrenæerne for at finde Atlantis-minder og beslægtede folk på disse isolerede steder.

Hos teosofferne blev der omkring 1910 udgivet nogle tekster, hvori der bl.a. omtales ”en pyramide på himlen”. Pyramidens omrids omtales som funderet i tre hovedstjernegrupper − Sirius, Plejaderne og Store Bjørn. Senere ses flere gange forsøgt at indtegne denne pyramide på stjernekort, men uden virkning eller forståelse. Sagen er, at i nyere tid er alle kort − og vores geografiske tænkning − orienteret mod nord, hvorfor de omtalte forsøg gengiver pyramidens øverste del i det nordlige stjernebillede Store Bjørn. Indtegnes pyramiden derimod med spidsen mod øst (’oriens’, som man ofte tidligere orienterede sig efter), er det de altid signifikante Pleja­der, der udfylder den store pyramides, i virkeligheden manglende, top.

Nu bliver det interessant, for Jesus talte i lignelser − af særlig forståelse hos de indviede − om den manglende hovedhjørnesten (den ’femkantede’ pyramidetop) i havemuren, denne er naturligvis ”Paradismuren”, zodia­kens cirkel, der indhegner haven med træerne og de mange dyr (stjerne­billeder med dyrenavne). I en sådan have eller ”vingård” omtaler Jesus også ”en daglejer” − i Mellemøsten var dette det babyloniske navn hunga for ’Vædderen’, ekliptikacirklens østligste zodiakbillede, ”solporten”, der fremstilles som indgangen til haven.

Desuden udgøres denne himmelpyramides basislinje af selve Verdens-aksen, nemlig den del der går fra Sirius og passerer Store Bjørn. Indtegnes pyramidens såkaldte Kongens kammer korrekt på denne ”stjernekort-gengivelse” af den store pyramide, opdages det, at her er det eksakte sted, hvor den nye planet Uranus blev fundet i 1782. Indtegnes de særlige luftskakter, der udgår fra Kongens kammer, og følges en skakt i forlæn­gelseslinje mod nord til den krydser ekliptika, er det præcis det punkt. hvor planeten Neptun blev fundet i 1846.

Pyramidens basislinje (på Verdens-aksen) bliver eksakt på midten delt over af ekliptika (”cirkelmuren”). Og ligeså præcist i det punkt blev den nye planet Pluto fundet i 1930 − her hvor på samme sted er placeret stjer­nen med det arabiske navn Wasat, et sandsynligt levn fra oldtidens viden, idet dette navn så utroligt betyder ’midten’! De former for rum-geografisk synkronisitet og historisk meta-samspil og parallelitet har jeg fundet, men uden forklaring.

Stjernekundskaben − ikke bare af mere esoterisk art − indgik engang som en vigtig erkendelsesviden hos de indviede, men er næsten altid det, der høres mindst om. Og som der efterhånden måske også vides mindst om. Da frimurere i 16-1700-tallets Europa emigrerede til friheden i den ”gen­fundne-Atlantis-agtige” nye verden på det amerikanske kontinent, ind­førte de frimurersymbolik af egyptisk tilsnit. F.eks. blev Cheops-pyrami­den på et tidspunkt sat i USA’s nationalvåben, nu senere findes den på enhver 1-dollar-seddel i verden! En række af de første præsidenter var, som nævnt, frimurere − også senere i flere sydamerikanske stater − og de indførte alle de overhovedet første nationalflag med stjerner på som symbolik.