Tempelridderne og stjernearven

Langt senere i historien, efter korstogenes start og Jerusalems erobring 1099, blev Tempelridderorden indstiftet i 1118 i Jerusalem. Her bosatte en lille gruppe tempelriddere sig præcis på Jerusalems tempelplads oven på selve Tempelbjerget, der rummer et betydeligt tunnelsystem fra oldtiden, hvori der, ifølge overleveret tradition, kunne være blevet deponeret en eftertragtet værdifuld viden. Tempelriddernes imponerende landskabs-geometriske konstruktioner synes at vidne om en overtagelse af dele af en gammel viden. Kunne de også have overtaget gammel egyptisk viden om vejen til de amerikanske kontinenter?

Et eksempel på forhold i forbindelse med en sådan særlig viden er den portugisiske prins Henrique o Navegador, ’Henrik Søfareren’, der var en ledende tempelridder, dvs. stormester hos Kristusordenen, der var blevet tempelriddernes direkte, og stadig hovedrige, arvtagere i Portugal-Spa­nien.

Og da navigation til søs til alle tider også var afhængig af en indgående astronomisk kundskab, iværksatte Prins Henrique opdagelsesrejser fra Portugal og oprettede her Europas første astronomiske observatorium og navigationsskole samt skolen for land- og søkortfremstilling, i Portugal i 1400-tallet. Det gav baggrund for, at der herfra udsendtes de betydelige søgående opdagelsesmissioner, der bl.a. fandt Azorerne, de Kanariske øer og Afrikas sydspids.

Christoffer Columbus (1451-1506) giftede sig med datteren af en stormester og synes ved flere af sine ophold i Portugal også at have været i kontakt med den omtalte skole. Hans mesterligt navigerede opdagelses­skibe, der opdagede Amerika i 1492, havde på deres sejl tempelriddernes specielle, røde kors, der var blevet overtaget af Kristusordenen. Også den store opdagelsesrejsende Vasco da Gama tilhørte den orden. Ligeledes blev portugiseren Magellan rådgivet på prins Henriques akademi, både navi­ga­torisk og endda astrologisk, ved sin forberedelse til historiens første ver­densomsejling, som gennemførtes i 1519-1521.

I oldtiden vidste mange lærde, at Jorden er rund, men i middelalderen troede mange, at den er flad, så at vandet langt ude i Atlanterhavet måske ”løb ud over kanten” (samt troede, at Atlantis var et ”utopia”). Tidligt i historien gav man et fremtrædende stjernebillede nær himlens vestligste ”solport” (Vægtens stjerner) navnet Herkules. Det hed sig gennem mange tidsaldre, at uden for Herkules’ søjler i vest, dvs. Gibraltar, var der ”intet derudover”: non plus ultra − kaldte de lærde det på latin. Da Columbus påviste søvejen til Amerika, satte hans arbejdsgiver, den spanske konge, derefter Herkules’ søjler i sit rigsvåben (findes nu utallige steder) med en tilføjelse af en triumferende påskrift: plus ultra, ’der er mere udenfor’.

Da Columbus viste søvejen til Amerika, satte hans spanske konge de to Herkules’ søjler i sit rigsvåben og tilføjede en triumferende på­skrift: plus ultra, ’der er mere udenfor’. De to søjler i hans heraldik sattes da på spanske mønter, også i spansk Amerika, og i det unge USA blev de to søjler videreført og snart efter i reduceret udgave som de to streger i de nordamerikanske penges dollartegn. T.v.: En spansk sølvdollar fra samtiden viser dette. T.h.: Selve søjlerne på Francis Bacons bog om ”Det ny Atlantis”.