Esoterisk egyptologi

DEN HERMETISKE TRADITION

– nøglen til forståelse af Egyptens mysterier

og nutidens åndsvidenskab

Af Erik Ansvang

Du kan frit downloade materialet "Corpus Hermeticum" af Erik Ansvang. For at kunne læse filen, skal du have programmet Acrobat Reader, som du kan hente på www.adobe.dk - det er gratis. Materialet downloades ved at klikke på pdf-filen i ruden til højre.

Vi har brug for din støtte

VisdomsNettet er en fond, der ikke ejes af nogen, og alle arbejder gratis. Arbejdet opretholdes alene af donationer, og alle bidrag er altid velkomne. Dit bidrag kan indsættes på… Danske Bank - Reg. 1551 - girokonto nr. 16-973-335 - SWIFT-BIC:  DABADKKK - IBAN:  DK11 3000 0016 9733 35

På forhånd tak!

Læs mere om VisdomsNettets formål her: http://www.visdomsnettet.dk/i-4/

Den evige visdom

I nutiden kan søgende mennesker få kontakt med åndsvidenskabens esoteriske lære gennem både lærere og bøger. Sådan var det også i det gamle Egypten. De gamle egyptere havde hellige skrifter, som bistået af hierofanter (lærere) kunne åbne dørene for en dybere forståelse af livets store mysterier for neofytterne (kandidaterne). Mange tror, at fortidens visdom er fortid, men sandheden er, at navnlig den egyptiske mysterielære er fundamentet for eftertidens store religioner (herunder jødedommen og kristendommen) omend i stærkt fordrejet og ofte misforstået form. Og indholdsmæssigt er den identisk med nutidens åndsvidenskab, som helt korrekt har fået betegnelsen »den evige visdom«.

De gamle egyptere oplyser selv, at mysterielæren blev nedskrevet af visdomsguden Tehuti (Thoth), og denne oplysning uddybes af åndsvidenskaben, som beretter, at de oprindeligt »var nedskrevet i senzar, det hemmelige præstesprog, efter guddommelige væseners ord.«* Vi hører videre, at nutidens museers og bibliotekers Pymander (Poimandres) er en forkortelse af en af Tehuti’s bøger, foretaget af en platoniker fra Alexandria. I det tredje århundrede blev den omarbejdet efter gamle hebraiske og fønikiske håndskrifter af en jødisk kabbalist og kaldt »Enoks Bog«; men selv af dens forvanskede rester kan man se, hvor nøje dens tekst stemmer overens med den ældgamle lære, hvilket f.eks. fremgår af dens skildring af skabelsen…**

I de første årtier af det 19. århundrede betragtede Kirken og naturvidenskaben således den hermetiske filosofi fra to modsatte synsvinkler. Kirken anså den for at være syndig og djævelsk, og naturvidenskaben benægtede simpelthen dens ægthed på trods af det bevismateriale, der blev lagt frem af de kyndigste forskere. Man tog eksempelvis ingen notits af belæste præsters påstand om, at alle de fragmenter, som tillægges Hermes Trismegistos [egypternes Tehuti, grækernes tre gange store Hermes eller romernes Merkur], var skriftruller, der havde undgået at blive ødelagt ved den brand, der fortærede 100.000 bind i det store bibliotek i Alexandria.

Ikke desto mindre vidste intelligentsiaen i Europa dengang som nu, at det berømte bibliotek i Alexandria, »tidsaldrenes underværk«, var grundlagt af Ptolemæus Philadelphos, at mange af bibliotekets håndskrifter var omhyggeligt udførte afskrifter af hieratiske tekster og af de ældste kaldæiske, fønikiske, persiske og andre optegnelser, og at disse omskrivninger og afskrifter ifølge Josefus og Strabo udgjorde andre 100.000 skriftruller. Endvidere har vi Klemens af Alexandrias vidnesbyrd, som man i nogen grad bør fæste lid til. Klemens af Alexandria er en af de mest intelligente og lærde af de første kirkefædre. Klemens hævder, at der yderligere fandtes 30.000 bind af Tehutis bøger i biblioteket i Osymandias grav. (Osymandia er en forvanskning af Ramses II’s Horus-navn: User-Maât-setep-n-Ra).

Siden fandt den franske egyptolog Champollion hele tekster af Pymanders og Asklepios' værker i Egyptens ældste mindesmærker. Såvel Champollion-Figéac som Champollion junior erklærede offentligt, at Hermes' bøger »virkelig indeholder en mængde egyptiske overleveringer, der stadig bekræftes af absolut autentiske egyptiske optegnelser og monumenter fra de allerældste tider.«*** Ingen vil drage Champollions bedrifter som egyptolog i tvivl, og når han erklærer, at alt vidner om ægtheden af den gådefulde Hermes Trismegistos' skrifter og i de mindste detaljer bekræfter påstanden om, at de stammer fra en periode, der ligger langt tilbage i tidernes morgen, bør kritikken forstumme. Champollion siger: »Disse indskrifter er kun en tro genklang af og et udtryk for de ældste sandheder.«

Ammonios Sakkas lærte, at visdomsreligionens hemmelige lære fandtes i sin helhed i Tehuti’s (Hermes') skrifter, hvorfra både Pythagoras og Platon havde deres viden og meget af deres filosofi. Hvad enten det drejer sig om Tehuti’s bøger eller Bibelen, Vedaerne eller Kabbalaen, kræver de alle tavshed med hensyn til visse af naturens mysterier, som er symboliseret i dem.

Herodot afslørede ikke alt

Nutidens indsigt i det gamle Egyptens esoteriske mysterielære stammer ikke kun fra åndsvidenskaben. Nogen esoterisk viden stammer fra datidens historikere og rejsende. De personer, der viderebragte faraonernes åndelige arv til senere slægter, var på mange måder datidens åndeligt søgende og alternative. På deres rejser i det gamle land opbyggede de så meget fortrolighed hos de resterende egyptiske vismænd, at de fik mulighed for at viderebringe nogen faktuel dokumentation. Gennem dem har vi fået et bredt udsnit af optegnelser, studier, erfaringer og detaljer om Egyptens esoteriske tradition.

Herodot (5. årh. f.Kr.), som forsøgte at afdække de egyptiske religiøse mysterier, fandt tilsyneladende hvad han søgte, og alligevel undlod han bevidst at afsløre detaljerne, hvilket bl.a. denne udtalelse viser:

»Under Isis-festen ved Busiris slog alle
– mænd og kvinder i titusindvis –
sig for brystet ved festens afslutning.
Hvem det var til ære for, føler jeg ikke
at det er passende for mig at oplyse.«

(Herodot, »The Histories« Vol. II).

H.P. Blavatsky bekræfter**** at Herodot faktisk vidste mere, end han fortalte. Det indrømmer han selv under sin omtale af en mystisk grav for en indviet i Saïs. Han fortæller:

»Bagved kapellet er der en grav for en,
hvis navn jeg anser det for respektløst at røbe.
I indhegningen står der store obelisker,
og i nærheden er der en sø,
omgivet af en cirkelformet stenmur.
På denne sø fejrer man ved nattetid begivenhederne
i denne persons liv, og dette kalder egypterne mysterier.
Om disse ting er jeg imidlertid nødt til
at iagttage en diskret tavshed,
selv om jeg er nøje inde i deres enkeltheder.«

Plutark (46-125 e.Kr.) – historiker fra den romanske periode, født i nærheden af Delfi i Grækenland – var præst ved Apollo-templet. Han rejste rundt i den civiliserede verden for at optegne de religiøse traditioners væsen på hans tid. I sin samling af egyptiske mysterier, »De Iside et Osiride« (»Om Isis og Osiris«) skrev han:

»Det er vigtigt at understrege,
at egypternes religiøse riter og ceremonier
aldrig hvilede på irrationelle forestillinger.
De var aldrig baseret på blot fabler og overtro.
Formålet var at opbygge moral og lykke hos deltagerne,
eller i det mindste at bevare vigtige historiske informationer
– eller præsentere os for nogle af naturens fænomener.«