De astronomiske modeller
og mennesket
Johannes Kepler
De astronomiske modeller og mennesket
Det hermetiske system har sit modstykke i astronomiske modeller i mange kulturer som f.eks. de kaldæiske orakler, sfærernes harmoni i den pythagoræiske lære samt Keplers love. Men da systemet samtidig er baseret på symbolforståelse, repræsenterer det mere end de traditionelle syv planeters relative bevægelseshastigheder. Rækken af cyklusser og rytmer i det hermetiske system er en vejledning til forståelse af naturen i de indre og de ydre verdener. I nutiden har forskerne misforstået symbolikken, for man mener, at den alene er bevis på, at de gamle astronomer kun var i stand til at identificere syv af solsystemets himmellegemer.
I den hermetiske lære er de syv planetariske "rytmer" nært forbundet med alt i livet. De syv organiske funktioner er meget vigtige, for de er kendetegnende for den medfødte fysiske alkymi i menneskekroppen. I de gamle kulturer blev disse funktioner betragtet som menneskelige funktioner, der er identiske med de transformationskræfter, som er til rådighed for Neteru – gudekredsen – for mikrokosmos afspejler makrokosmos – "som i det små, således også i det store".
Organiske funktioner
I en interessant kommentar til denne lære, påpeger den franske egyptolog Schwaller de Lubicz, at hver af de syv organiske funktioner anvender fire fysiske organer, som har hver sin funktion. Det resulterer i 28 aktiviteter, som er antallet af livsnødvendige organiske processer, der svarer til antallet af dage i Månens cyklus.
Hvis man begynder med fordøjelsen, involverer det munden, maven plus tyktarm og tyndtarm, for sorteringen foregår i tyndtarmen og tyktarmen, og både lever og nyrer er i funktion. Udskillelsen inddrager tyktarmen, blæren, lungerne og huden. I forbindelse med individualiseringen (en form for intern assimilation) er tyndtarmen, leveren, lungerne og nyrerne involveret i udviklingen. De gamle kulturer vidste, at tyndtarmen, nyrerne, milten og kønsdelene havde en højere funktion, som kunne kontaktes ved hjælp af disse organer. Transformation af blodet opnås gennem leveren, milten, lungerne og knoglemarven. Blodets transmutation til energi involverer knoglemarven, hypofysen, skjoldbruskkirtlen og binyrerne.
Alle disse forbindelser kan ved første øjekast se ud til at være irrelevante for åndelig udvikling. Men det er netop disse fysiske mekanismer i den fysiske krop, der i praktisk hellig videnskab kan "tunes" til en højere frekvens, der gør det muligt for aspiranten at assimilere, generere, eller transformere subtil kosmiske næring fra den åndelige kraft − og dermed "åndeliggøre" den dødelige form.
|