Makrokosmiske og mikrokosmiske
egenskaber
Legenderne fortæller, at der findes syv vandrestjerner[1], som cirkler rundt på tærsklen til Olympen, og omkring stjernerne roterer den evige tid. De syv er: Månen, der oplyser natten. Den melankolske Saturn. Den glade Sol. Den frugtbare Venus. Den frygtløse Mars. Den kvikke Merkur − og Jupiter, alle fødslers ophav. Stjernernes kvaliteter er overført til menneskeheden, for i sig har mennesket Månens søvn − Saturns tårer − Solens latter − Venus’ begær − Mars’ vrede − Merkurs talefærdighed − og fødslens mirakel i kraft af Jupiter.
De tre guddommelige egenskaber er desuden grundfæstet i den hellige astronomi. Hermes Trismegistos er identisk med den egyptiske visdomsgud Tehuti (Thoth), som manifesterede periodicitetsloven − loven om cyklisk gentagelse − med cyklusser af rotation, kredsløb og præcession af himmellegemer, som på Jorden bestemmer dage, år og tidsaldre. Nutidens astronomi anerkender, at disse tre himmelske bevægelser er den cykliske tids tre vigtigste egenskaber, men de var desuden de gamle kulturers kriterier for bestemmelse via det ene levende systems energimæssige indflydelse på et andet levende system.
Energi, vibration og bevidsthed
På det organiske niveau svarer rotationen til energien − omdrejningen til vibrationen − og præcessionen til bevidstheden. På grund af disse tre cyklusser var det muligt for Tehuti at manifestere de arketypiske kræfter via de syv planetariske stråler, som påvirker den fysiske verden.
I de syv planeters relation til det fysiske liv eller "tilsynekomstens rige" indleder den hermetiske lære med Månen, på grund af dette himmellegemes hurtige cyklus på 27,33 dage. Herefter følger Merkur (87,9 dage). Så kommer Venus (224,7 dage). Solen befinder sig i centrum af skalaen (365,5 dage) − efterfulgt af Mars (1,8 år). Herefter kommer Jupiter (11,8 år) og rækkefølgen slutter med Saturn (29,4 år). Himmellegemernes cykliske intervaller var helt sikkert kendt i den hellige astronomi, og der blev ført regnskab med de regelmæssige tidsintervaller. Arkæologiske fund af tabeller for planeternes bevægelser i de gamle kulturer dokumenterer påstanden.
_________________________________
[1] Vandrestjerne er et ældre navn for en planet.
_________________________________
|