Alexandria-bibliotekets

store berømmelse

De hermetiske forskere er stærkt uenige om, hvad der præcist udgør »Corpus Hermeticum«. Man er dog enige om, at essensen af den visdom, der bredte sig ud over hele den civiliserede verden i den græsk-romerske periode, blev samlet i Alexandrias bibliotek af skrivere, som tjente de filosofiske præsteskoler på den tid – og det inkluderer uundgåeligt Egyptens esoteriske tradition såvel som de vigtigste samtidige græske, romerske og persiske åndelige skrifter. Sidstnævnte var i høj grad tynget af en filosofi baseret på dualisme, som sandsynligvis blev indlemmet i den tidlige kristne tro. Bibliotekets samling opnåede stor berømmelse og blev studeret af intellektuelle, som i stort antal emigrerede til Egypten i deres søgen efter nøglen til kulturens legender og visdom. Nogle forskere mener, at »Corpus Hermeticum« blev samlet i denne periode, måske som en serie af sammendrag eller kommentarer til de grundlæggende elementer i den egyptiske esoterisme. Alt i alt skulle sytten værker være genkendt som ægte hermetiske – eller udsprunget fra Alexandrias filosofiske skole på den tid.

Den hermetiske filosofi er måske det væsentlige levn, der overlevede det dramatiske politiske og religiøse skift i Mellemøsten og Europa i de århundreder, der fulgte. Indtil araberne erobrede landet 640 e.Kr. blev Egypten betragtet som det sikreste opbevaringssted for de spirituelle mysterietraditioner.

Ã…ndsvidenskabelige kilder siger, at de gamle mysteriers endeligt var kendt og forudset af vismændene i hele perioden. De vidste, at mysterierne skulle have en hvileperiode. Og det var grunden til, at Alexandria biblioteket fortsatte med at opsamle den gamle visdom, selvom flere brande forårsaget af de kristne under kejser Theodosius truede bibliotekets eksistens. Efter en påstået restaurering af mere end 300.000 manuskripter, blev samlingerne lukket i forbindelse med arabernes erobring. Araberne erklærede, at skrifterne blot var legender fra en mørk tidsalder.

»Corpus Hermeticum« fortsatte med at cirkulere gennem hele Middelalderen, når skoler med en religiøs overbevisning var i stand til at få fat i og reproducere de gamle skrifter til skolens elever og til deres mæcener. Der eksisterer derfor kristne, jødiske og islamiske oversættelser, hvor mange har identisk indhold, selvom alle er fordrejet af oversætterens egen overbevisning. Desuden blev de kombineret med fragmenter af sort magi, græsk-romersk religion og gamle folketraditioner, som overlevede side om side med den autentiske »Hermeticum«.

Den italienske filosof Marsilio Ficino var den første, der oversatte de platoniske og hermetiske værker fra græsk og latin i det 15. århundrede sammen med fortolkninger, som præsenterede middelalderens verden for det græsk-romerske Egyptens esoteriske mysterier. Og på dette tidspunkt stod den italienske renæssance i fuld flor. I det 16. århundrede forlod den dominikanske præst Giordano Bruno kirken for at fordybe sig i den egyptiske religions magi og udbrede den platoniske og hermetiske litteratur i Oxford, Prag, Frankfurt og Venedig. Han blev senere fængslet af Inkvisitionen og brændt på bålet i Rom som kætter. Både Ficino og Bruno og de elever der fulgte dem, forstod ikke alle det materiale, de arvede fra den store kultur, men de formulerede det godt nok til, at det fik vitalt betydning for de tænkere, der stod bag oplysningen i det 18. århundrede.

Hovedparten af de hermetiske skrifter er i dialogform. De omhandler det sande spirituelle liv, som drøftes af Hermes Trismegistos og hans elever, Tat og Asklepios. Tat er i virkeligheden identisk med Tehuti, som derfor spiller en dobbeltrolle, og Asklepios er det latinske navn for lægen Imhotep. Den guddommelige Pymanders velkendte 14 prædikener er det bedste eksempel på genren. De beskriver klart åbenbaringen og manifestationen af åndelige kræfter i menneskelivet, de åndelige riger, og hvordan man får adgang til dem. De adskiller sig ikke fra det materiale, der normalt betragtes som Egyptens esoteriske tradition, selvom slutningen i det hermetiske system adskiller sig en smule.

Selvom de hermetiske skrifter afspejler de gamle egypteres grundlæggende verdenssyn, så vil de uden tvivl give den overfladiske læser en fejlagtig opfattelse af den spirituelle lære. I begyndelsen foregik den hermetiske åbenbaring ikke ved at en lærer bevidst overførte sin viden til kandidaten. Det var snarere en proces, hvor kandidaten erhvervede sig viden og visdom gennem en forståelse af universets naturlige orden og en fordybelse i disse erkendelser gennem adskillige dialoger. I indlæringsprocessen drejede det sig derfor ikke om at nå frem til de rette svar, men om at stille de rigtige spørgsmål. Det var vigtigere at forstå problemet, end at opøve evnen til at huske og genfortælle læren.

De mange »hermetiske« tanker og eksperimenter med magi, der blev rapporteret af de ivrige dilettanter i det græsk-romerske miljø, skabte endnu en misforståelse af de hermetiske skrifter, nemlig at kandidaterne til indvielse i mysterierne blev håndplukket ud fra deres specielle åndelige talent, selvom der på dette tidspunkt blot var tale om helt almindelige mennesker, som var indhyllet i tidens blændværk. Den politiske og sociale elite indstiftede »mysterier« på grundlag af vilkårlige udpluk fra Orientens tusindårige og veletablerede esoteriske tradition grundigt blandet med systemer af forskelligartet mysterielære. Konsekvensen var derfor, at formålet med mysteriereligionerne – at befri sjælen fra bindingerne til livet i kødet og derved erhverve retten til et liv i det evige – blev overset af krønikeskriverne i denne sene periode.

I de græske mysterier fik neofytterne adgang til en speciel religiøs tradition, hvor de måtte igennem en forberedende prøve for at vurdere deres egnethed til optagelse i et religiøst liv. På næste trin måtte den såkaldte adept gennem intensive studier i mysterieskolernes pensum. Og endelig i det sidste trin havde den indviede erhvervet en position som lærer, med tilladelse til åbent at undervise i mysterierne. Hele systemet blev gjort let tilgængelig af en procedure, som lagde vægt på moralsk levemåde og åndelige dyder. Men som tiden gik degenererede systemet. Det kom mere og mere under politikernes kontrol og blev et elitært system, der var forbeholdt de rige og toneangivende familier.

I den græsk-romerske verden opstod der for første gang en social klassedeling alene ud fra sondringen mellem de indviede og de ikke-indviede, og denne fordom skabte skel, som den dag i dag formørker vores opfattelse af det religiøse liv i de gamle kulturer. I hundredvis af bøger, der omhandler Egyptens religion, møder vi forfattere, der stædigt påstår, at der fandtes »offentlig gudsdyrkelse« og »kulter med simple mennesker«, som var besat af »primitive idéer«, og disse menige egyptere levede klart adskilt fra de rige, de kongelige og de »højt indviede«, som var i besiddelse af mere »ophøjede forestillinger«.

I det gamle Egypten findes der ingen referencer til bestemte samfundsgruppers åndelige status. I »Corpus Hermeticum» omtales en tredeling af livet fra det fysiske til det kosmiske, og denne idé gennemsyrer hele den egyptiske kosmologi. Andre skrifter omtaler syv verdener i den kosmiske manifestation. I åndsvidenskaben kendes livets tredeling fra åndens (monadens), sjælens og personlighedens eksistensniveauer. Og syvdelingen er grundlaget for forståelsen af hele skabelses- og evolutionsprocessen. Men disse opdelinger har intet at gøre med social status eller politisk magt.

De neofytter, som var værdige til at blive optaget i mysterierne, meldte sig ikke længere, og mange ritualer blev forvandlet til tomme ærestilkendegivelse af kongelige og herskere. Noget at kraften var stadigvæk til stede, men hverken de officielle personer eller de indviede var tilstrækkeligt involveret til at nyde godt af dem.

Optegnelser og billeder af de ritualer, som stadig eksisterer, er i stor udstrækning formelle erkendelser udformet af regenterne til deres egen ære og for at øve indflydelse på folket. Det blev stadigvæk betragtet som et stort privilegium og tegn på høj evolutionær status at være en indviet, men i de fleste tilfælde var det blot en formalitet. Kejserne og de militæriske ledere, som modtog privilegierne, var langt fra værdige i den periode, hvor Rom herskede over Egypten.

Der er ingen tvivl om, at den græsk-romerske tænkning var stærkt inspireret af den esoteriske egyptiske tradition – blandt andet idéen om et åndeligt mål, hvor man forestillede sig, at dette mål kunne nås gennem indvielsesprocesser, hvor ydre lærere og prøver stimulerede processerne, som skulle føre til åndelig transformation. Den esoteriske, egyptiske tradition var stik modsat, for her fokuserede man på indvielsesprocessens indre erkendelser – det vil sige vækkelse af de iboende kræfter gennem voksende kontakt med det virkelige liv.

Målet blev ikke så meget nået ved hjælp af ydre metoder, men primært gennem træning af de indre sanser og kræfter. I rækken af naturlige cykluser blev der også lagt vægt på selv-indvielse, som blev styret og tilrettelagt ved hjælp af hellig astronomi og astrologi. Det er dette krav, der skjuler sig bag Tehutis udtalelse: »Han som er selvskabt«, en sætning der siges om guder i utallige tekster og hymner i de hellige skrifter. Udtalelsen bekræfter, at de gamle egyptere forestillede sig, at selv guddommelige væsener måtte gennemgå progressive stadier af selverkendelse for at kunne manifestere sig.

Konklusionen er, at grækernes og romernes hermetiske traditioner ikke består af en direkte omskrivning af de gamle egypteres filosofiske og mytologiske forestillinger. Måden de virkede på var også præget af den græsk-romerske tænkemåde, som bestemt ikke var ren egyptisk, og som derfor måtte redefineres. Den største forskel mellem de egyptiske og de græsk-romerske mysterietraditioner er, at den græsk-romerske overføres fra en »mester« eller et hierarki af mestre, som giver kandidaten adgang til den kosmiske verden. I den egyptiske tradition skulle åndelig vækkelse give den indviede det fuldbyrdede individuelle mesterskab – det vil sige kraften til at mestre mysterielæren, sådan som den blev demonstreret af ypperstepræster og præstinder og de kongelige gennem deres liv i templerne. Og i det egyptiske system havde den indviede ikke afsluttet processen i en indvielsesfase førend et af templets forskrifter var fuldført og mestret af den indviede selv. Ingen mester, hierofant eller lærer kunne give denne adgang. Processen var personlig og intensiv, for i det ægte hermetiske univers er de åndelige kræfter alene de indre kræfter – ikke i skikkelse af ydre præster uanset deres udvikling og status.

Egyptens visdom lever den dag i dag

De vise i Alexandria og i den tidlige middelalder blev i senere århundreder fulgt af tempelherrerne, kabbalisterne, rosenkreuzerne og frimurerne – og i nyere tid af spiritisterne, teosofferne og de søgende new-age’re. Alle fremlægger aspekter af Egyptens hellige visdom – mange uden at vide det, og de fleste uden af kende denne visdoms svimlende dybder.

_________________________________

Notater
*) H.P. Blavatsky: Den Hemmelige Lære, Vol. I, s. 53
**) H.P. Blavatsky: Den Hemmelige Lære, Vol. III, s. 285
***  Ã‰gypte ancienne, Vol. I, p. l43; Isis Unveiled, Vol. I, p. 625.)
**** H.P. Blavatsky: Den Hemmelige Lære, Vol. III, s. 398
***** Uddrag XXIII – Kore Kosmu: 5

_________________________________

Link til omtale af bog om den hermetiske lære: KYBALION - Et studie om den hermetiske filosofi

Link til anden artikel om den hermetiske lære: HERMETISK FILOSOFI