Verden forvandledes efter

Cleopatra VII

Romerne

Herefter annekterede romerne Egypten. Det er kendt af de fleste, at det mislykkedes for den sidste ptolemæiske monark, Cleopatra VII, at samle tilstrækkelig støtte til at modstå den romerske invasion, og hendes hær blev slået af Augustus Cæsar i år 31 f.Kr. Det skulle vise sig, at denne begivenhed efterfølgende medførte dramatiske forandringer i religionen og filosofien. I anden halvdel af den græsk-romerske periode spredte de nye herskere Alexandrias viden udover det romerske imperium, og samtidig indførte de nye idéer fra det vidtstrakte territorie – Fjernøsten, Vesteuropa og de hurtigt voksende gnostiske samfund i Mellemøsten.

De Hermetiske skrifter, der var samlet i Alexandrias biblioteker, blev tilskrevet Hermes, som var den græske udgave af den egyptiske gud Tehuti eller Djehuti – guden for visdom, videnskab, skrivekunst, sprog og lærdom. Den egyptiske version af denne gud kaldte grækerne for Thoth. Grækerne forestillede sig, at Hermes utallige gange havde manifesteret eller legemliggjort sig selv for at fungere som vismændenes lærer og mester. Da den egyptiske civilisation sluttede, trådte han frem forklædt som Hermes Trismegistos – »den tre gange store«.

Egypternes Tehuti blev dog anset for at være den originale og ægte lærer og mester i egypternes hellige visdom. Han var den guddommelige skriver, der havde til opgave at nedskrive templernes hellige mysteriebøger. De kraftord eller magiske mantraer, der blev brugt i tempelritualerne, var i hans varetægt, og de grækere, der levede i Egypten, kendte ham som Thoth-Hermes. Han blev fejlagtigt associeret med den legendariske læge og arkitekt Imhotep, en lærd fra Gamle Rige, der var højagtet som en slags skytshelgen for den esoteriske lære. Ifølge de egyptiske legender var det ham, der var ophavsmand til de arkitektoniske dokumenter, der lå til grund for opførelsen af pyramidekomplekserne ved Sakkara og Giza. Og disse pyramider er ifølge de gamle grækere og romere ikke kongegrave, men templer for indvielse i de højeste religiøse mysterier. Det samme siger den moderne åndsvidenskab.

Selvom »Corpus Hermeticum« tilskrives Hermes, mener forskerne, at værket er skabt ved at samle skrifter fra adskillige forfattere … måske fra en filosofiskole, som var dedikeret til den guddommelige skriver, som forfatterne troede brugte dem som kanal. Ã…ndsvidenskaben oplyser, at de originale egyptiske mysterieskrifter er nedskrevet af højt indviede egyptiske vismænd over en meget lang tidsperiode. Værket består af en serie af dialoger – overført fra hierofant (lærer) til neofyt (aspirant) – en stil der også kendes fra de tantriske skrifter og fra de platoniske dialoger. Det er fyldt med beskrivelser af kosmisk liv, af menneskehedens rolle i universet, og sjælens udvikling fra livet på Jorden til livet i himlens rige. Foruden disse samtaler, er der afhandlinger om astrologi, magi, alkymi og en del religiøse vers. Hele vejen igennem værket fremstår Hermes som en enestående kilde til åndelig indsigt:

»Sådan var den altvidende Hermes, han som så alle ting,
og idet han så, forstod han, og forståelsen havde kraften
til både at åbenbare og til at forklare.
For det han vidste, indskrev han i sten‚
og skønt han indskrev det i sten, skjulte han det oftest …
De kosmiske elementers hellige symboler skjulte han
i nærheden af Osiris’ mysterier … og han holdt absolut tavshed,
sådan at enhver der efter kosmisk målestok er ung af alder,
vil søge efter dem.«*****

Mange lag af forståelse

Tværvidenskabelig forskning viser, at der er mange forståelseslag i Corpus Hermeticum, men nutidens forskere mener, at Corpus Hermeticum primært er baseret på astrologi. Først senere tilføjede man afhandlinger om medicin og alkymi – Tabula Smaragdina (Den smaragdgrønne Tavle), som blev en foretrukken kilde for de medicinske alkymister og magikere, siger forskerne. Det er korrekt, at det underliggende astrologiske koncept var en klar tilkendegivelse af, at kosmos udgør en helhed, og at alle dele i denne helhed er indbyrdes forbundet – et koncept, der også er fundamentet i åndsvidenskaben, men det udelukker selvsagt ikke andre nøgler til forståelse af den hermetiske videnskab og de kosmiske sammenhænge. »Den smaragdgrønne Tavle« havde sin naturlige plads i den hermetiske tradition, idet idéen om altings enhed forudsatte kendskab til lovene om sympati og antipati, som udgør relationen mellem delene i universet. Målet for den hermetiske lære var meget lig gnosticismens (en samtidig religiøs-filosofisk bevægelse), idet begge tilstræbte menneskets guddommeliggørelse (tilbagevenden til den oprindelige helhed) ved hjælp af kundskaber (gnosis), erfaringer og reinkarnation.