“At gøre-ny-igen”

I Corpus Hermeticum (de hermetiske skrifter) symboliserede visdommens gud Tehuti eller Thoth det guddommelige sind, som Alexandria-grækerne identificerede med Hermes. Eksempelvis er afhandlingen om Pymander en af hovedbøgerne i Hermetica. Den tidlige egyptiske gudetriade, Atum-Ptah-Tehuti, blev oversat til græsk som “theos” (gud) – demiurgos eller demiurgos-nous (verdensskaberen eller verdensskaberens sind) – “nous” og “logos” (sind og verden). Teksten oplyser, at efter at have planlagt og opbygget kosmos, forenede Tehuti sig med verdensskaberens sind. Der er andre fremstillinger, der beviser, at Pymander-teksten er en helleniseret version af den egyptiske doktrin.

Et vigtigt koncept er udsagnet om “at gøre-ny-igen”. I afhandlingen påstås det, at alle dyre- og planteformer i sig rummer “nødvendigheden af at opstå igen” – en klar reference til genindtræden i en form eller krop: “– enhver sjæls fødsel i kødet … må nødvendigvis forny sig selv.”[1] Nogle forskere mener, at Corpus Hermeticum eller Book of Hermes er lånt fra de kristne tekster, men deres indhold stammer helt klart fra det gamle Egypten, og er oversat til Alexandria-græsk og senere til latin.

Kroppen må opgives

Lad os nu se på Walter Scotts oversættelse af Pymander.[2] Bog I, § 24 oplyser, at “– ved opløsningen af det fysiske legeme, skal man først opgive selve kroppen for at blive forvandlet”, og “– den vil blive absorberet af naturen.” Resten af personens elementer vender tilbage til: “– egne kilder, bliver en del af Universet og træder ind i nye kombinationer for at udføre andet arbejde.” Efter dette vil det virkelige menneske eller det indre men­neske “– stige opad gennem himlens afdelinger”, idet det i hver region efterlader bestemte energier og stof, der hører til regionen.

Guddommelig gnosis

Den første region er Månens område. Den anden er planeten Merkurs. Den tredje tilhører Venus. Den fjerde er Solens domæne. Den femte sorte­rer under Mars. Den sjette hører til Jupiter. Og den syvende er underlagt Saturn. “Efter at alt, hvad der har været forkert, er fjernet” – fra den tidligere nedstigning i inkarnation i den fysiske verden, stiger mennesket nu op til de højeste sfærer, “– idet det nu er i besiddelse af sine egne fuld­komne kræfter.” Til sidst træder det ind i evigheden: “Dette er det gode – dette er fuldbyrdelsen for dem, der har opnået ‘gnosis’”. (Ifølge Scott betyder “gnosis” i dette tilfælde ikke kun “viden” om det guddomme­lige, men også forholdet mellem menneskets sjæl og guddommen).

I bog X, § 17 forklarer Pymander videre, at sindet og sjælen udelukkende kan forenes ved hjælp af et fysisk legeme, fordi sindet alene ikke er i stand til det. Og et fysisk legeme vil ikke kunne udholde “– tilstedeværelsen af det mægtige og udødelige væsen, ej heller kunne en så stor kraft underka­ste sig et legeme forurenet af begær. Og på denne måde indhyller sindet sig selv i sjælen”.[3]

I Hermetica, uddrag XXIII – Isis til Horus – finder man dette udsagn:

“… for der er (i verden ovenover, to guder), som er forsynets vogtere, der styrer alt. En af dem er sjælenes vogter – den anden er sjælenes leder. Vogteren er den, der har ansvaret for sjælene uden krop. Lederen er den, der fra tid til anden sender sjælene ned til Jorden i kroppe, og tildeler dem deres forskellige lokaliteter. Og både den, der vogter sjælene, og den, der sender dem ned, handler i overensstemmelse med Guds vilje.”

_________________________________

[1] Thrice-Greatest Hermes, 1:94; 2:55

[2] Hermetica, 1:517

[3] Scotts oversættelse.

_________________________________