Genfødsel

Osiris og Isis

Reinkarnationsideen er nært knyttet til Osiris-legenderne, som er et af de egyptiske indvielsesmysterier, der er bevaret for eftertiden. Ideen om transformation er bevaret i de egyptiske tekster, men den er blevet fortolket på mangfoldige måder. De Briere forklarer det i astronomiske termer:

“Den sensitive sjæl træder gennem ›gudernes port‹ (Stenbuk­ken) ind i ›vandelementets himmel‹ (astralplanet), hvor den altid dvæler i lyksalighed … indtil den igen træder ind gennem ›menneskets port‹ (eller Krebsen), hvor den beliver et nyt le­geme.”

James Bonwick: Egyptian Belief and Modern Thought, p. 80

Herodot skriver om sjælevandring, og dermed mener han, at sjælen passerer gennem forskellige dyr, før det genfødes i menneskeskikkelse. Han refererer imidlertid ikke til menneskesjælen, men til molekyler, atomer og andre af legemets bestanddele. De trækkes sammen til legemer i overensstemmelse med de kvaliteter – grove eller fine – som sjælen er i stand til at udtrykke, og tiltrækkes derfor magnetisk til det nye miljø af sjælens “blueprint”. Det fremgår temmelig tydeligt af Dødebogen og andre oldegyptiske tekster, at selve sjælen efter døden gennemlever erfaringer i “Duat” (eller “Dwat”), som normalt oversættes med “underverden”, men snarere bør oversættes med “inderverden”. Duat repræsenterer sjælens rige og betingelserne mellem himmel og jord – symboliseret af Jordens bagside, som Solen usynligt krydser fra solnedgang til solopgang. Solen eller livslyset er på denne måde i en periode usynligt for det fysiske syn, men ved solopgang kan man se, at livslyset ikke blev slukket, men bare var ude af syne i en begrænset periode. Morgenen var derfor symbol på genfødsel.

Solbådens rejse gennem Duat

Bevidsthedens udvikling symboliseres af solbarken (solbåden), der rejser igennem “Duat”. I denne sammenhæng repræsenterer “nattens tolv timer” stadier i udviklingen. Bika Reed oplyser at, i en bestemt “nattetime” møder individet “rebellen i sjælen”.[1] Det er “timen for åndelig transformation”. Og i oversættelsen fra papyrusrullen oplyses det: “– at sjælen bekendtgør, at kun hvis mennesket får tilladelse til at fortsætte sin udvikling, vil intellektet kunne nå hjertet.”

De to veje til frigørelse

En tekst, der blev oversat af Leonard H. Lesko som en del af en doktordisputats, bærer titlen Det gamle Egyptens bog for de to veje. Denne tekst omhandler ikke alene ritualer, som formodes at vedrøre tilstandene efter døden (på sin vis identiske med Dødebogen), men der er ret tydeligt tale om ritualer, der er forbundet med indvielse, der fører fra et niveau af væren til et andet. Leonard H. Lesko betragtede sin teori som pionér­arbejde. Han havde problemer med at oversætte og fortolke tekster, når han inkluderede “allerede oversatte materialer, som ofte var forvanskede af fejl begået af tidligere oversættere”. Bortset fra dette afslørede teksterne, at den “døde” eller neofytten (kandidaten), der skulle indvies, fik overrakt en gaffelgren, der symboliserede to veje: “De to veje til frigørelse”. Og selvom hver vej kunne føre neofytten til “Akhu” (“De velsignedes bolig”) – som både var en betegnelse for guderne og for den indviede – medførte de forskellige erfaringer. Den ene vej, der førte over land og vand, var Osiris’ vej, som gik gennem naturens cyklusser og medførte mange inkarnationer. Den anden gik gennem ild og videre ind i en snæver passage ad en rute, som var Horus’ vej. I mange tekster blev den symboliseret af gnisten i hjertet.

_________________________________

[1] Bika Reed: Rebel in the Soul, a sacred text of ancient Egypt, pp. 10, 114 (Berlin papyrus 3024).

_________________________________