Skikkelsen, der glider hen over bakkerne, har en enorm størrelse, men gengiver alligevel formen på og trækkene ved det fysiske legeme, som Gautama Buddha havde, sidste gang han levede på Jorden. Buddha sidder med krydsede ben, hænderne samlede og er klædt i buddhistmunkens safrangule kappe, men på en sådan måde, at højre arm er blottet. Ingen beskrivelse kan give en korrekt forestilling om ansigtet − et ansigt, som i sandhed er gudelignende, idet det forener ro og styrke, visdom og kærlighed i ét udtryk, der rummer alt hvad man kan forestille sig som guddommeligt.

Man kan sige, at farveholdningen er gullig-hvid og trækkene skarpe. Panden er bred og ædel, øjnene store, lysende og dybt mørkeblå, næsen let buet og læberne røde og faste. Men alt dette er kun en beskrivelse af det ydre, og den giver kun en svag forestilling om den levende helhed. Håret er sort − næsten blåsort − og bølget. Mærkelig nok er det hverken langt efter indisk skik − eller barberet af, sådan som de orientalske munke gør det. Det er klippet af lige over skuldrene, delt i midten og redt tilbage fra panden. Det siges, at da prins Siddharta drog hjemmefra for at søge sandheden, greb han sit lange hår og skar det med ét sværdslag af lige over hovedet, for derefter at beholde den samme længde. Et af de mest slående træk ved dette smukke syn, er den strålende aura, der omgiver skikkelsen. Auraen falder i koncentriske kugler, sådan som alle vidt fremskredne menneskers aura gør det. Skikkelsen er omgivet af et lys, som på en gådefuld måde er blændende og samtidig gennemsigtigt. Det er så stærkt, at det er vanskeligt at se på det. Uden om det ses en ring af strålende ultramarin, derefter en glødende og gylden gul, en dyb højrød, en ren sølvskinnende hvid og en pragtfuld purpur. Alle disse farver er naturligvis i virkeligheden kugler, selvom de viser sig som ringe, når de ses op mod himlen. Udenfor kuglerne og vinkelret på dem skyder stråler af en blanding af alle disse farver og med glimt af grønt og violet ind imellem.