Det primitive menneske erfarer efterhånden, at et af de primære behov – behovet for tryghed – er nemmest at opnå, hvis man lever i fred og fordragelighed med sine medmennesker. Langsomt udvikles der et behov for en gang imellem at tilsidesætte de umiddelbare egoistiske behov til fordel for rigtige menneskelige relationer. Det er en bevidsthedsudvidelse, der strækker sig over flere inkarnationer, og udviklingen begynder at åbne hjertecentret for det højere følelsesliv. Senere kulminerer det i et mere bevidst samfundsengagement og i længsler efter at se en bedre verden for alle mennesker. Den højere idealisme og altruisme begynder også at skubbe de materialistiske værdier i baggrunden, for nu ønsker sjælen at hengive sig til er de ideelle forestillinger om det gode, det sande og det skønne. Det er også niveauet, hvor mange bruger de ofte flagrende meditationer, hvor målet ofte er at føle sig godt tilpas eller at tage af sted på fantasirejser.

Det er et niveau, hvor mennesket er en sand mystiker, og hvor det fortsat er drømmende og ustabilt i sine bestræbelser. Først når halscentret åbner sig i forbindelse med, at mennesket gennemgår en uddannelsesproces, ser man, at det begynder at udtrykke både en hel del intelligens, men også målrettethed i handling.