Indkapslingen i tættere og tættere stof medfører, at sjælen fængsler eller begrænser en del af sin bevidsthed i de tre indre legemer. Sjælens naturligge bevidsthed på kausalplanet er fri for de begrænsninger, som eksisterer på mentalplanet, astralplanet, det æteriske plan og det fysiske plan. På sjælens eget plan er sjælen i en vis forstand relativt guddommelig, mens den indespærrede bevidsthed i formen kun kan erkende sin sande natur på en yderst begrænset måde. Man kan illustrere processen med farvede filtre. Man kan forestille sig, at man sender fuldkomment hvidt lys (fra sjælen) gennem et gult filter (mentallegemet), et blåt filter (astrallegemet) og et rødt filter (det fysisk-æteriske legeme) før lyset når den fysiske hjerne og kan opfattes af personligheden. Det lys, der når frem til hjernen, er både svagt og forvrænget, og derfor er det kun en afglans af lyset på sjælens eget plan.

Hjernen er sjælens bevidsthedsmæssige forankringspunkt i den fysiske krop. Den inkarnerede sjæl og bevidsthed forsøger at styre sine redskaber og personligheden via nervesystemet. Som eksemplet med filtrene viser, er den bevidsthed, som hjernen er i stand til at afspejle, både svag og ufuldkommen. Den inkarnerede sjæl og bevidsthed i personligheden glemmer så at sige sin guddommelige oprindelse og natur. Hvis der er tale om en ung og mindre udviklet sjæl, har den overvågende sjæl på kausalplanet meget begrænsede muligheder for at påvirke personlighedens liv i de tre lavere verdener, fordi den bevidste forbindelse er gået tabt. I dette tilfælde overlades personlighedens udvikling til de tilbøjeligheder, der er nedlagt som tendenser i de tre legemer, til miljøets påvirkning og til de karmiske omstændigheder.

Hvis der er tale om en forholdsvis udviklet sjæl, er der til gengæld en begyndende lydhørhed og respons over for sjælens indre stemme, der kommer til udtryk som samvittighed og ansvarsfølelse. At lytte og at respondere på de to faktorer er de første indikationer på begyndende bevidst sjælskontakt.