Første del

Reglerne er skrevet til alle disciple!

Øjnene kan ikke ”se”, før de er holder op med at græde tårer. Ørerne kan ikke ”høre”, før de mister deres sensitivitet. Stemmen kan ikke tale i mesterens nærvær, før den mister evnen til at såre. Sjælen kan ikke opholde sig i mesterens nærvær, før dens fødder er blevet renset i hjerteblod.

1. Nedbryd ambitioner.

Ambitioner er det første store problem, der frister det menneske, som føler sig hævet over sine medmennesker. Ambitioner rummer en primitiv form for stræben efter belønning. De påvirker konstant selv intelligente og magtfulde mennesker, så de svigter deres højere potentialer. Men ambitioner er samtidig en nødvendig lektie for ambitiøse mennesker. Følgerne af ambition er ødelæggende, og kan sammenlignes med død og fremmedgørelse, for når mennesket arbejder for sin personlighed i stedet for sjælen, medfører det skuffelser.

Men selv om den første regel kan virke let og enkel, så gå alligevel ikke let hen over den. De karaktersvagheder, som gennemsnitsmennesket gennemgår, medfører en subtil forvandling, og mennesket viser senere en ændret holdning, der er grundlag for at blive discipel. Det er let at sige ”jeg vil ikke være ambitiøs”, men det er ikke lige så let at sige, ”når mesteren ser ind i mit hjerte, så vil han se, at det er fuldkomment rent”. Kunstneren, der arbejder pga. kærlighed til sin opgave, går ofte mere sikkert på udviklingsvejen, end de esoterikere, der forestiller sig, at de ikke længere er interesseret i personligheden, selv om de i virkeligheden kun har udvidet grænserne for deres erfaringer og begær, og har overført interesserne til et større livsområde.

Det samme princip gælder for de to andre tilsyneladende enkle regler. Reflekter over dem, og lad dig ikke uden videre narre af dit eget hjerte. Her ved begyndelsen kan du nå at rette en fejl – retter du den ikke, vil den vokse og bære frugt, og så vil du opleve lidelser på grund af den.

2. Nedbryd begæret efter inkarnation.

3. Nedbryd begæret efter bekvemmeligheder.

4. Arbejd ligesom ambitiøse mennesker arbejder.

Hav samme respekt for livet, som de mennesker, der begærer det. Vær lige så tilfreds, som de mennesker, der jager efter lykke.

Søg i dit hjerte efter kilden til ondskab og nedbryd den. Ondskab findes både i den hengivne discipels hjerte, og i hjertet hos det menneske, der er offer for begær. Det er kun mennesker med en stærk vilje, der kan overvinde begæret. Svage mennesker må vente på, at begæret vokser, sætter frugt og til sidst dør. Begær er som en plante, der bliver større og større, og den blomstrer igen og igen i utallige inkarnationer.

Det menneske, der ønsker at træde ind på magtens vej, er nødt til at nedbryde tendenserne i sit hjerte, også selv om hjertet vil bløde, og hele livsgrundlaget vil bryde sammen. Det er en ildprøve, der skal gennemleves – den kommer måske allerede ved det første trin på den stige, der fører til ”livets vej” – men måske kommer den ikke før ved det sidste trin. Men, kære discipel, husk at ildprøven skal klares. Sæt derfor alle din sjæls kræfter ind på at løse opgaven. Lev hverken i nutiden eller fremtiden, men i evigheden. Her kan de store ukrudtsplanter ikke blomstre, for de udslettes alene ved påvirkningen fra den evige tanke.

5. Nedbryd følelsen af at være isoleret fra helheden.

Tro ikke, at du kan isolere dig fra falske og uintelligente mennesker, for de er i virkeligheden dig selv. De er dig selv, men naturligvis ikke i samme grad som din mester, er dig selv. Men hvis du giver tankerne om adskilthed, om falskhed eller dine forestillinger om et andet menneske lov til at vokse i din bevidsthed, skaber du en karma, der binder dig til både falskheden og mennesket, indtil du forstår, at du ikke er isoleret. Husk, at verdens bedrag og falskhed er dit bedrag og din falskhed, for du er en del af verden, og din karma er uløseligt forbundet og sammenvævet med verdens karma. Og inden du kan opnå at få dybere viden, skal du gennemgå alle områder – både de urene og de rene.

Husk derfor på, at det snavsede tøj, som du ikke har lyst til at gå med, måske var det, du bar i går, og det kan igen blive dit i morgen. Og hvis du nu vender ryggen til det med ubehag, når det bliver lagt om dine skuldre, vil det klistre sig endnu fastere til dig. Det selvretfærdige menneske reder en snavset seng til sig selv. Være tilbageholdende, fordi det er rigtigt at være tilbageholdende – men ikke fordi du ønsker at holde dig selv ren.

6. Nedbryd alle ønsker om at vække opsigt.

7. Nedbryd al stræben efter vækst.

8. Du vil komme til at leve alene og isoleret i en periode.

Du må indstille dig på, at du vil komme til at leve alene og isoleret i en periode, hvor intet, der er manifesteret, ingen, der tænker separatistisk, og ingen, der befinder sig uden for det evige, kan hjælpe dig. Lyt til dine følelser og fornemmelser og iagttag dem, for kun på den måde kan du begynde at studere videnskaben om selverkendelse og sætte foden på stigens første trin. Stræb opad som blomsten, der ubevidst og ivrigt længes efter at åbne sin sjæl oppe i luften. På den samme måde skal du stræbe fremad for til sidst at åbne din sjæl for det evige. Men det skal være princippet om evigheden, der udvikler din styrke og skønhed, og ikke ønsket om vækst. I det ene tilfælde udvikler du renhed til fuldkommenhed, og i det andet hærdes du ved at opløse et stærkt begær efter personlig storhed.

9. Begær kun det, der er i dit indre.

10. Begær kun det, der er over dig.

11. Begær kun det, der er uopnåeligt.

12. Find verdens lys i dit indre.

Du skal forsøge at finde verdens lys i dit indre – for det er det eneste lys, der kan lyse op på vejen. Hvis du ikke er i stand til at finde det i dig selv, er det nytteløst at lede efter det andre steder. Det findes hinsides dig selv, og du kan først nå det, når du har mistet dig selv. Det er uopnåeligt, fordi det konstant trækker sig tilbage. Du vil træde ind i lyset, men du bliver aldrig i stand til at røre ved flammen.

13. Hav et brændende begær efter kraft.

14. Hav et inderligt ønske om fred.

15. Hav først og fremmest et begær efter egenskaber.

16. Men egenskaberne er udelukkende sjælsegenskaber.

Egenskaberne tilhører sjælen og kun sjælen – og egenskaberne tilhører derfor alle oplyste sjæle, og derfor tilhører de helheden, men først når alt er forenet. Søg den form for egenskaber, der kan opnås af den rene sjæl, så du kan samle rigdom til gavn for den forenede livsånd, der er dit eneste sande selv. Den fred, du skal ønske, er en hellig fred, som intet kan forstyrre, og som sjælene kan vokse i, ligesom lotusblomsten vokser i de stille laguner. Og den kraft, som disciplene skal ønske, er en kraft, som vil overskygge dem, men som andre ikke kan se.

17. Find din vej.

Disse tre ord forekommer måske for ubetydelige til at udgøre et selvstændigt punkt. Disciplen vil måske tænke, ”– kan man i det hele taget studere disse tanker, hvis man ikke søger vejen”? Men vær ikke forhastet. Stands op og tænk over det et øjeblik. Er det en vej, du virkelig ønsker at gå, eller er dine visioner så høje, at du har vanskeligt ved at overskue dem – eller har det medført, at dit fremtidsperspektiv bliver uklart? Nu er du advaret! Du skal søge vejen, fordi du ønsker det, uden at tænke på de fødder, der skal gå på vejen.

Der findes en relation mellem denne regel og nr. 17 i bogens anden del. Når du efter tidsaldres kampe og sejre har vundet den sidste kamp og den sidste hemmelighed er åbenbaret, er du forberedt til en ny vej. Når den sidste hemmelighed forklares, åbner den nye vejs mysterium sig, for det er en vej, som fører væk fra al menneskelig erfaring, for den befinder sig hinsides al menneskelig fantasi. Ved hvert punkt er det nødvendigt at gøre et længere ophold og overveje informationen grundigt for at være sikker på, om valget af vejen faktisk er det dybeste ønske. Vejen og sandheden kommer først – derefter følger livet.

18. Søg vejen ved at gå ind i dig selv.

19. Søg vejen ved at handle modigt i dit ydre liv.

20. Søg mere end én vej for at finde den rigtige.

Til hvert temperament er der en vej, der er den bedste. Men du kan ikke finde vejen alene ved hengivenhed eller pga. en religiøs overbevisning. Vejen findes når du gør fremskridt via engageret og uselvisk tjenestearbejde og ved opmærksom iagttagelse af livet. Hvert enkelt område fører kun disciplen ét enkelt trin fremad. Alle trin er nødvendige for at skabe stigen. Efterhånden som mennesket overvinder sine laster, bygger det stigen trin for trin. Menneskets moral er absolut nødvendige trin – de kan ikke undværes. Men selv om de skaber en retfærdig atmosfære og en lykkelig fremtid, så er de nytteløse, hvis de står alene. Hele menneskets natur skal bruges klogt af den discipel, der ønsker at træde ind på vejen.

Mennesket er selv ”vejen, sandheden og livet”. Men det kræver, at man fuldt og fast forstår sin individualitet, og at man ved hjælp af sine voksende åndelige vilje erkender, at man ikke er identisk med sin individualitet, og at de evner, der er udviklet ved hjælp af modstand og lidelse, ikke er skabt til eget brug, men at de har en hensigt. Efterhånden som intelligensen langsomt udvikles, får man kontakt med et bevidsthedsniveau, der er hinsides individualiteten.

Når mennesket ved, at dets komplekse og individuelle liv har eksisteret i meget lange tider, så ved det – men først når det når hertil – at det er på vejen. Søg vejen ved at kaste dig ud i de mystiske og gådefulde dybder i dit eget væsens indre natur. Søg vejen ved at prøve at få mange erfaringer, ved at bruge sanserne til at forstå individualitetens udvikling og meningen med og skønheden i uklarheden hos andre guddommelige skabninger, der stræber side om side med dig og skaber den kæmpende menneskehed, som du er en del af. Søg vejen ved at studere livslovene, naturlovene og de åndelige love. Og søg vejen ved at respektere din sjæl, som er en svagt lysende stjerne dybt i dit indre. Efterhånden som du iagttager og forstår sjælens impulser, vil dit lys stille og roligt vokse i styrke. Det er tegn på, at du har fundet begyndelsen af vejen. Når du engang når til vejens slutning, vil lyset pludseligt bestå af det evige lys.

Søg vejen ved at prøve at få mange erfaringer, men husk, at det ikke er en opfordring til at ”give efter for følelser, der frister dig til at lære dem at kende”. Før du blev esoteriker, kunne du lade dig friste, men ikke efter. Når du har foretaget dit valg og er trådt ind på vejen, kan du ikke give efter for uintelligente impulser uden at ærgre dig. Du kan muligvis opleve dem uden at blive forskrækket, for på afstand kan du overveje, iagttage og teste dem og med tillid og tålmodighed vente på det øjeblik, hvor de ikke længere kan påvirke dig.

Fordøm ikke det menneske, der giver efter, men ræk hånden til din medpilgrim, der vandrer på fødder, der er blevet tunge af livets slam. Husk, kære discipel, at uanset hvor stor afgrunden er mellem det gode menneske og det mindre gode menneske, så er den endnu større mellem det gode menneske og det menneske, der har fået viden og indsigt, og som står på tærskelen til guddommelighed. Vær derfor agtpågivende, så du ikke bilder dig ind, at du er et menneske, der er hævet over masserne.

Når du har fundet vejens begyndelse, vil din sjæls stjerne udstråle sit lys, og ved det lys vil du være i stand til at se, hvor omfattende mørket er på det sted, hvor sjælen lyser op. Dit sind, dit hjerte og din hjerne fungerer uklart og befinder sig i mørke, indtil den første store kamp er vundet. Bliv ikke forskrækket og bekymret ved synet, men hold din opmærksomhed fast på det spæde lys, for så vil det vokse i styrke. Lad det mørke, der endnu er i dit indre, hjælpe dig til at forstå hjælpeløsheden hos de mennesker, der endnu ikke har set lyset, og hvis sjæle befinder sig i det dybeste mørke. Kritiser dem ikke. Gå ikke væk fra dem, men forsøg i stedet at afhjælpe en lille del af verdens tyngende karma. Giv hjælp til de få stærke hænder, der prøver at forhindre mørkets magter fra at opnå fuldstændig sejr. Så vil du få mulighed for at træde ind i et positivt fællesskab, der ganske vist medfører vanskeligt og hårdt arbejde og store lidelser, men også en stor og konstant voksende glæde.

21. Vent at se, hvordan blomsten udfolder sig i den stilhed,

der følger efter stormen, men ikke før.

Blomsten skal vokse og skyde i vejret. Den skal danne grene, blade og sætte knopper, mens stormen raser, og kampen er i gang. Men ikke før hele menneskets personlighed er opløst og forsvundet – ikke før den guddommelige gnist, der har skabt personligheden, betragter den som en genstand til seriøse eksperimenter og erfaringer – ikke før hele dens natur har givet efter og underkastet sig sit højere selv, kan blomsten udfolde sig. Derefter er der stilhed – ligesom i de tropiske lande efter voldsom regn – hvor naturen arbejder så hurtigt, at man kan se det, mens det sker. Sådan en stilhed vil der komme til den plagede ånd. Og i den dybe stilhed, vil disciplen opleve den mystiske begivenhed, der viser, at vejen er fundet.

Kald den, hvad du vil – den kan være en stemme, der taler, hvor der ikke er nogen, der taler – det kan være en budbringer uden form eller substans – eller det kan være en sjælsblomst, der åbner sig. Begivenheden kan ikke beskrives hverken med ord eller symboler. Men man kan mærke den, se efter den og ønske at den er der – selv midt i stormens rasen. Stilheden kan vare et øjeblik eller i tusind år. Men den vil holde op. Du kan bevare stormens styrke og tage den med dig. Igen og igen må du kæmpe kampen og vinde den. Naturen ligger kun stille et øjeblik.

Det øjeblik, hvor blomsten åbner sig, er det øjeblik, hvor erkendelsen vågner, og med den kommer tillid, viden og overbevisning. Sjælens stilhed medfører et øjebliks undren – og det næste øjeblik af tilfredshed er selve stilheden. Du skal vide, kære discipel, at de mennesker, der har oplevet stilheden, følt dens fred og bevaret dens styrke, håber, at du vil gøre det samme. Derfor vil disciple, når de er i stand til at træde ind i Kundskabens Hal, altid finde deres mester.

”Bed, og I skal få”.[1] Men på trods af at gennemsnitsmennesket beder konstant, bliver bønnen ikke hørt, for det beder kun med sine følelser, og følelserne kan kun ”høres” på følelsernes plan (astralplanet). Når det beder med sine tanker, kan tankerne kun ”høres” på tankens plan (mentalplanet). Derfor er det først, når de første 21 regler er opfyldt, at de, der beder, bliver hørt.

At læse de esoteriske fortolkninger er det samme som at læse med ”åndelige øjne”. At bede betyder at føle en dyb længsel, der kommer til udtryk som åndelig stræben. At læse betyder, at man har opnået magt til – i et vist omfang – at tilfredsstille denne længsel. Men når disciple er parat til at lære, så er de accepterede og anerkendte. Sådan er deres situation, for de har tændt deres lamper, og det kan ikke skjules. Men det er umuligt at lære, før den første store kamp er vundet. Tankesindet kan måske genkende sandheden, men ånden kan ikke modtage den. Når disciplene har klaret stormen og har opnået fred, så er det altid muligt at lære, selv om de skulle vakle, tøve og vige. Stilhedens stemme er forankret i dem – men hvis de alligevel helt forlader vejen, vil ekkoet nedbryde dem og isolere deres lidenskaber fra de guddommelige muligheder. Disciplen vil høre det desperate forladte lavere selv råbe med smerte og fortvivlelse, og der er ikke andet valg end at vende tilbage.

Derfor er ønsket – fred være med jer. ”Min fred giver jeg jer” kan kun siges af mesteren til de af hans elskede disciple, der er som mesteren selv. Der er dog mennesker blandt de, der ikke kender Østens visdom, som det kan siges til, og som tiden går, kan det siges med større vægt. Med hensyn til de tre sandheder: De er lige vigtige.

De ovennævnte regler er de første af de regler, der er skrevet på væggene i Lærdommens Hal. De, der beder, skal blive hørt. De, der ønsker at læse, vil komme til at læse. De, der ønsker at lære, vil komme til at lære.

FRED VÆRE MED DIG!

_________________________________

[1] Mattæusevangeliet, 7,7

_________________________________