5. kapitel

Clairvoyance i rum

Delvis bevidst

Under den lidt mystiske titel er det hensigten at omtale nogle tilfælde, hvor mennesker mener, at de ser noget, men de har ikke nogen idé om, hvad det er, de ser. De har heller ikke kontrol over clairvoyancen, når den først er begyndt. Man kan kalde det for psykiske ”micawber”,[1] hvor man indtager en modtagelig tilstand og derefter venter på, at noget skal dukke op. Mange trancemedier hører til den gruppe, for enten hypnotiserer de sig selv, eller også bliver de hypnotiseret af en ”åndeleder”, og på grundlag af de scener eller personer, der tilfældigt svæver ind i deres synskreds, beskriver de, hvad de ser. I den tilstand ser de af og til noget, der sker på afstand, og derfor skal de omtales under ”clairvoyance i rum”.

Men den største og mest udbredte gruppe med delvis bevidst clairvoyance er de mennesker, der ser i krystalkugler. Det er clairvoyante, der – som Andrew Lang udtrykker det – ”stirrer ind i en krystalkugle, ned i et bæger, i et spejl, i blæk (Egypten og Indien), i en bloddråbe (maorierne på Ny Zealand), i en skål med vand (indianerne), i en dam (romere og afrikanere), vand i en glasskål (i Fez) – eller næsten en hvilken som helst blank overflade”.[2]

Andrew Lang giver et godt eksempel på den form for clairvoyance. Han skrev:

”Jeg gav en glaskugle til en ung kvinde, miss Baillie, som ikke havde held med den. Hun lånte den derfor til miss Leslie. Hun så en stor, firkantet, gammeldags sofa, betrukket med musselin, og den fandt hun på det næste landsted, hvor hun kom på besøg. Miss Baillies bror, en ung sportsmand, morede sig over eksperimenterne, og han tog kuglen med ind på sit værelse. Kort efter kom han tilbage og så temmelig forskrækket ud. Han indrømmede, at han havde set et syn – nogen, han kendte – under en lampe. Han ville i ugens løb finde ud af, om han havde set rigtigt. Det var en søndag eftermiddag klokken halv seks. Den efterfølgende tirsdag var han til fest i en by, ca. 65 km fra sit hjem. Her traf han miss Preston. ’I søndags’, sagde han, ’omkring klokken halv seks sad du under en standerlampe i en dragt, jeg aldrig har set dig i, en blå bluse med kniplinger over skulderen, og du skænkede te for en mand i et blåt sæt tøj, som sad med ryggen til mig, så jeg kun så spidsen af hans overskæg’. ’Men dog!’ ’Gardinet må jo ikke have været trukket for’, sagde miss Preston. ’Jeg var hjemme i Dulby’, sagde han, og det var sandt”.

Det er et typisk tilfælde af krystalskuen. Billedet er korrekt og detaljeret, men det er uvæsentligt, og det har tilsyneladende ingen specifik betydning for nogen af parterne – udover at mr. Baillie blev overbevist om, at der ”var noget om snakken” vedr. krystalskuen. Oftere har billederne måske en mere romantisk retning – mennesker i fremmed klædedragt eller i smukke men som regel ukendte landskaber.

Hvad er forklaringen på den form for clairvoyance? Den hører som regel til typen med den astrale strøm, og krystalkuglen eller andre genstande fungerer udelukkende som et brændpunkt for den clairvoyantes viljekraft, og den skaber et udgangspunkt for det astrale forbindelsesled. Nogle mennesker har i kraft af deres vilje indflydelse på, hvad de får at se. Dvs. at de har evnen til at rette deres teleskop mod det, de ønsker – men de fleste skaber bare et tilfældigt forbindelsesled, og ser hvad som helst, der viser sig for enden af det.

Nogle gange kan det være en scene, der er forholdsvis nær ved, som i det omtalte tilfælde. Andre gange kan det være et fjernt landskab – eller det kan være en genspejling af et brudstykke af en akashisk optegnelse, og så vil billedet indeholde skikkelser i antikke klædedragter. Når det er tilfældet, vil fænomenet hører under den tredje gruppe, ”Clairvoyance i tid”. Der påstås, at man af og til også kan se visioner af fremtiden i krystaller. Det er et spørgsmål, der omtales senere.

Der er eksempler på, at clairvoyante i stedet for den sædvanlige blanke overflade benytter en mat sort flade, der består af pulveriseret trækul i en skål. Tilsyneladende er det ikke vigtigt, hvad man bruger som brændpunkt for clairvoyancen, bortset fra at ren krystal uden tvivl har en fordel fremfor andre materialer, fordi krystallens specielle organisering af elementalessensen stimulerer de psykiske evner på en særlig måde.

Det er imidlertid sandsynligt, at i de tilfælde, hvor man bruger f.eks. et lysende punkt eller en bloddråbe ligesom maorierne, er der i virkeligheden tale om selvhypnose. I ikke-vestlige nationer indledes eller suppleres eksperimentet meget ofte med magiske ceremonier og besværgelser, og derfor er der stor sandsynlighed for, at det syn, der opnås på den måde, i virkeligheden stammer fra et fremmed væsen, og fænomenet er derfor et tilfælde af midlertidig besættelse og ikke clairvoyance.

_________________________________

[1] Wilkins Micawber er en fiktiv karakter i Charles Dickens roman, David Copperfield. Micawber er kendt for at tro på at ”noget vil vise sig”. Hans navn er derfor blevet synonymt med en person, der konstant lever i håbefuld forventning.

[2] Andrew Lang: Dreams and Ghosts.

_________________________________