Denne oplysning leder tanken hen på spørgsmålet om, hvordan de døde lever. Der kan ikke gives et entydigt svar, for der findes mange og store afvigelser, men generelt kan det siges, at de stort set altid er lykkeligere end i det fysiske liv. Som der står i et gammelt helligt skrift: ”Sjælene er i Guds hånd, og ingen lidelse skal ramme dem. I de uvidendes øjne ser de ud til at være døde, og deres død betragtes som en ulykke, og deres fjernelse fra os for at være fuldstændig tilintetgørelse, men de er i freden”. Vi må derfor frigøre os fra forældede teorier. Det afdøde menneske springer ikke pludselig over i en utopisk Himmel. Det styrter heller ikke ned i et endnu mere utopisk Helvede. Der findes i virkeligheden intet Helvede i ordets forældede og ondskabsfulde betydning, og der findes intet Helvede andre steder i nogen som helst betydning undtagen i form af det, som mennesket selv skaber. Prøv at acceptere, at døden ikke fremkalder nogen forandring hos et menneske. Det bliver ikke pludselig en stor helgen eller engel. Det bliver heller ikke pludseligt i besiddelse af alle tidsaldres visdom. Det afdøde menneske er akkurat det samme dagen efter sin død, som det var dagen før − med de samme følelser, den samme karakter og den samme intellektuelle udvikling. Den eneste forskel er, at dette menneske nu har mistet sit fysiske legeme.

Forsøg at forestille dig, hvad det vil sige. Det vil sige fuldstændig frihed fra muligheden for smerter eller træthed. Det betyder også frihed fra alle besværlige pligter. Det medfører fuldstændig frihed (sandsynligvis for første gang i vedkommendes liv) til at gøre alt, hvad man har lyst til. I det fysiske liv lever mennesket konstant under tvang − medmindre det hører til det ganske lille mindretal, der er økonomisk uafhængigt. Det fysiske menneske er nødt til at arbejde for at tjene penge − penge, som er nødvendige for at kunne betale for mad, tøj, varme, el og husleje for sig selv og for familien. For de færreste mennesker – eksempelvis kunstneres og musikeres − er arbejdet en glæde, men i de fleste tilfælde er arbejdet en aktivitet, som mennesket absolut ikke ville deltage i, hvis det ikke var tvunget til det.

I den åndelige verden er der ikke behov for penge. Man har heller ikke behov for hverken mad eller tag over hovedet, for alt i efterlivet står gratis og frit tilgængeligt for alle de ”afdøde” beboere. I eksistensplanets fine stof − i det åndelige legeme − kan mennesket bevæge sig frit omkring. Hvis man holder af smukke landskaber med skov, sø og himmel, kan man efter behag besøge Jordens skønneste steder. Holder man af kunst, kan man tilbringe al sin tid med at iagttage de største kunstneres mesterværker. Er man musikelsker, kan man frit vælge mellem verdens bedste orkestre − eller man kan bruge sin tid på at høre de dygtigste og mest berømte musikere. Uanset hvad det er, der har særlig interessere på Jorden, har man den fulde frihed til fuldstændig at dyrke sin interesse – dog forudsættes det, at aktiviteten stimulerer intelligensen eller de højere følelser, og at der ikke kræves et fysisk legeme for at kunne tilfredsstille disse behov. Det er derfor nemt at forstå, at gode og fornuftige mennesker er meget lykkeligere efter døden end før, for de har al den tid, de ønsker − ikke alene til fornøjelser, men også til at arbejde på deres videre udvikling ved at dyrke de aktiviteter, der interesserer dem mest.

Er der da ingen i denne verden, der føler sig ulykkelige? Jo − for livet der er nødvendigvis en fortsættelse af livet her. Og mennesket er på enhver måde det samme, som før det forlod det fysiske legeme. Hvis interesserne i den fysiske verden har været primitive og grove, vil man være ude af stand til at tilfredsstille sine begær i den anden verden. Alkoholikeren vil lide af en voldsom trang til alkohol, fordi der er ikke længere er et fysisk legeme, der kan bruges til at dæmpe trangen. Det samme gælder rygeren og narkomanen. Mennesker med madbegær vil savne bordets glæder. Mennesker med pengebegær finder ikke længere penge eller kapital, som de kan bruge eller hobe op. Mennesker, som i det fysiske liv har ligget under for uværdige lidenskaber, vil føle begæret som en nagende trang. Det lidenskabelige menneske brænder stadig af et begær, der aldrig kan tilfredsstilles. Det menneske, der led af jalousi eller misundelse, vil stadig være plaget af sin jalousi og misundelse – ja i endnu højere grad, eftersom det ikke længere er muligt at påvirke holdninger og handlinger hos den person, der er genstand for denne karaktersvaghed. Der er ingen tvivl om, at mennesker med disse former for karaktersvagheder lider − men det er også kun denne type problemer, der skaber lidelse, og kun hvis karaktersvaghederne og begæret har været af både grov og fysisk natur. Og selv disse mennesker vil være i stand til at få kontrol over deres egen tilstand. De skal blot overvinde de uheldige tilbøjeligheder, og når det sker, er de frigjort for de lidelser, som de selvskabte begær medfører. Husk altid, at der ikke findes nogen form for straf. Der findes intet andet end en bestemt og naturlig virkning af en bestemt årsag, og derfor behøver man blot at fjerne årsagen, hvorefter virkningen ophører − ikke altid øjeblikkeligt, men efterhånden som kraften fra årsagen er udtømt.

Mange mennesker har undgået disse indlysende laster, men samtidig har de levet, hvad der kaldes et almindeligt liv, for de har ofte og med begejstring deltaget i fester og selskabelighed med alle de traditionelle aktiviteter, der hører til, og de har stort set kun tænkt på at more sig. Disse mennesker har egentlig ingen lidelser i den åndelige verden, men ofte synes de, at den er kedelig, og at tiden falder dem forfærdelig lang. De kan slutte sig til andre af deres egen type, men som regel finder de dem temmelig intetsigende, for der findes ikke længere nogen indbyrdes konkurrence i almindelighed. De mere udviklede og begavede mennesker, som de gerne vil i kontakt med, er som regel optaget af andre aktiviteter, og derfor kan de ikke komme i kontakt med dem. Men enhver, der har fornuftige intellektuelle eller kunstneriske interesser, vil være langt lykkeligere uden for det fysiske legeme end i det. Og vi må ikke glemme, at det altid er muligt for et menneske at udvikle fornuftige interesser i begge verdener, hvis man er klog nok til at ønske og ville det.

Kunstneriske og intellektuelle mennesker er ekstraordinært lykkelige i det nye liv. Men det er min oplevelse, at de lykkeligste er mennesker, der oplever stor glæde ved at hjælpe, trøste og undervise andre. For selvom der i den indre verden ikke længere findes fattigdom, sult, tørst eller kulde, findes der dog stadig mange ulykkelige, der kan opmuntres og mange uvidende, der kan oplyses. Netop fordi der i Vesten findes så begrænset viden om tilværelsen efter døden, er der i denne indre verden alt for mange, der har behov for oplysning om det nye livs muligheder. Derfor kan den, der har viden og indsigt, bevæge sig omkring og give håb og sprede godt nyt på samme måde som hernede. Man må stadigt huske på, at ”der” og ”her” kun er udtryk, der bruges af hensyn til den almindelige uvidenhed, for den indre verden er her. Vi er omgivet af den hele tiden, og ikke et øjeblik må vi forestille os, at den er hverken fjern eller utilgængelig.