Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

TRADITIONER OM STJERNEHIMLEN HOS FORTIDENS FOLK
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-Stjernetraditioner-hos-fortidens-folk-Ove-von-Spaeth

TRADITIONER OM STJERNEHIMLEN HOS FORTIDENS FOLK (2 af 7)


Traditioner om stjernebilleder er ældre end antaget - måske 30.000 år eller mere. Deres historie afslører antropologisk materiale.

TRADITIONER OM STJERNEHIMLEN HOS FORTIDENS FOLK (2 af 7)

Store Bjørn

 

Stjernetraditioner-hos-fortidens-folk-03-Ove-von-Spaeth

 

En kulturel fællesnævner på flere kontinenter

At mange folkeslag i verden besidder samme meget gamle forestilling om stjernebilledet Store Bjørn, peger på, at det stammer fra en fælles fond af kul­turel viden.

Ideen om at opfatte det pågældende stjernebillede som Store Bjørn fremstår som en kulturel fællesarv og har i hvert fald været kendt hos f.eks. de stenalderjægere, som passerede over Beringstrædet til det amerikanske kontinent senest for 14.000 år siden, idet adgangen kort efter van­skeliggjordes af betydeligt højere vandstand ved denne korridor, hvorved mange øer, der kunne bruges som springbræt, forsvandt. Naturligvis var der også adgang senere hen, hvor havet var steget ekstraordinært højt, men det er ikke sikkert, at de pågældende folk var i besiddelse af bådtyper velegnede til vidtstrakt sejlads over de store havdybder.

At antage, at opfattelsen af konstellationen som en bjørneskikkelse hos f.eks. indianere i Nordamerika og baskere i Frankrig og Spanien er fore­gået uafhængigt af hinanden og helt tilfældigt, er simpelthen ikke sandsyn­ligt, da stjernebilledet overhovedet ikke ligner en bjørn.

Indbyrdes afstande mellem stjernerne på himlen ændres over store tids­rum. Men hvor f.eks. Plejadernes stjernehob holder mere stabilt sammen, ses Bjørnen i større omfang at skifte udseende − den var betydeligt fladere for bare 14.000 år siden og lignede på det tidspunkt endnu mindre en bjørn.

Stjernebilledets tilknyttede myte, som vi mest kender i en version fra den græske mytologi omhandler en udvalgt kvinde, Kallisto, (græsk for ’den smukkeste’), der af guderne var omskabt til skikkelse af en bjørn, uigen­kendelig − hvorpå hendes søn, Arkas, jagede hende på regulær bjørnejagt. Navnet Arkas refererer til græsk, ’bjørn’ − og til Arkadien, et peleponesisk distrikt med center for dyrkelse af Zeus, Arkas’ far.

I de indianske myter er der undertiden flere jægere efter bjørnen, og ofte optræder Arkas-skikkelsen ikke som selvstændig figur.

Hos nogle af disse indianerfolk er der tale om, at bjørnen forfølges af hele tre jægere, nemlig de tre klare stjerner, der danner bjørnens ”hale”. Men stadig uanset variationer af myten må det træk bemærkes, at bjørnen overalt opfattedes helt ensartet at vende i samme retning med hovedet mod øst-stjernehimlen − fuldstændigt som i Europas klassiske verden.

Man har over hele det centrale Europa fundet huler, hvor talrige bjørne­kranier er omhyggeligt opstillet, tydeligvis i en kultisk sammenhæng med de tidligste stenalderjægeres religiøse univers. Bjørnekulten varede i år­tusinder, og righoldige spor efter den strækker sig fra Vesteuropa i et bredt bælte ind over Kaukasus og helt til Sibirien. At man så langt tilbage opfat­tede de pågældende stjerner som et bjørnesymbol, er ikke urealistisk, når Polynesiens og Australiens urfolk før europæeres ankomst havde samme myte om Plejaderne som grækerne.

Nutidige dna-undersøgelser indikerer stærkt, at en hovedpart af Europas befolkning, heriblandt fortidens danskere, kom til Europa ved istidens slutning. De ankom som storvildtjægere fra tundraen mod øst via Ukraines flade steppeland. Og bjørnekulten er umådelig veldokumenteret blandt de ældste jægerbefolkninger i Den gamle Verden. I virkeligheden synes de konkrete myter, ifølge flere forskere, at have overlevet i 20-30.000 år.

En særlig pointe ved ideen om stjernebilledet Store Bjørn fortjener at blive kendt. I slutningen af 1800-tallet tog en nyere videnskabsgren, antropolo­gien, fart − bl.a. indsamledes stadig levende myter fra hele verden. Angå­ende stjernernes navne i myterne opsamlede den amerikanske for­sker Richard Hinckley Allen alle historiske stjernenavne helt tilbage til oldtiden − og publicerede det i 1899 i sit værk, ”Star Names, Their Lore and Meaning”, der næppe kan overgås. Men selv her er den væsentlige pointe uomtalt eller ukendt − det faktum, at skønt Store Bjørn overalt opfattes udstyret med lang hale, er det en anatomisk umulighed.

Ingen bjørn i zoologiens historie havde lang hale − men alligevel igennem store tidsaldre både i Europa og uafhængigt hos amerikanske indianere opfattes en sådan tilhørende hale!

 

 Stjernetraditioner-hos-fortidens-folk-04-Ove-von-Spaeth

Artikel-Stjernetraditioner-hos-fortidens-folk-Ove-von-Spaeth
Download-fil: TRADITIONER OM STJERNEHIMLEN HOS FORTIDENS FOLK - Ove von Spaeth


Artikel-Stjernetraditioner-hos-fortidens-folk-Ove-von-Spaeth
Læsefil med vendbare sider: TRADITIONER OM STJERNEHIMLEN HOS FORTIDENS FOLK