Ældre symbolik på
Senmuts stjernekort
Angående den tidligere, ofte verdens-fælles stjernesymbolik, er det interessant, at egypterne ikke lod stjernebilledet Store Bjørn kalde ved dette navn, men enten Kepesh (hpsh) eller især Meshkitu, dvs. ’okseskanken’.
I gamle myter, og tillige i Bibelen, kan lænd, hofte eller lår referere i overført betydning til fødselsprocessen eller genfødsel og var også kendt som eufemisme for de reproduktive organer. I det Ny Testamente er ”Johannes Åbenbaring”s omtale af ”Skøgen fra Babylon” et symbol på Karlsvognen/Store Bjørn − ifølge Dantes ”Divina Commedia” fra ca. 1300, hvor man stadig i de indviedes viden havde bevaret en del af oldtidens kosmologi-tradition.
Der er forskel på stjernebilleders indre sammenhold og bevægelseshastighed. F.eks. kan Plejadernes stjernegruppe anses for temmelig stabil − især de syv eller seks vigtige stjerner ud af hele gruppens mere end 40 stjerner − idet nøjagtige målinger viser, at Plejaderne bevæger sig i helt samme retning og med helt samme langsomme fart, dvs. de holder sammen i relativ tæt gruppe gennem mange årtusinder, hvilket er temmelig unikt i universet. Aztekerne i Mellemamerika baserede deres kalenderår på Plejadernes stabile gruppe.
Anderledes med Store Bjørn, der ændrer sig voldsomt gennem årtusinderne. På Senmuts stjernekort fra ca. 3.500 f.Kr. og i talrige andre gamle egyptiske billeder vises Meshkitu − stjernebilledet Store Bjørn/Karlsvognen − i en udgave, der er usædvanlig flad. Og hos Senmut er der endog påtegnet hoved og horn for at understrege oksesymbolikken. Idet den egyptiske mytologiske tradition synes at have flere, ofte gådefulde referencer til tidligere kulturer, kunne en ide eller viden om det bemærkelsesværdige træk angående Store Bjørns glidende, meget langsomme forandring gennem tidsdistancer af mange tusinde år måske have været overført derfra?
_________________________________
Ove von Spaeths bogserie "Attentatet på Moses" kan frit downloades fra VisdomsNettet:
Link til e-bog: DE FORTRÆNGTE OPTEGNELSER
Link til e-bog: GÅDEN OM FARAOS DATTERS SØN
Link til e-bog: DEN FORSVUNDE TRONARVING
Link til e-bog: DEN HEMMELIGE RELIGION
Link til e-bog: PROFETEN SOM UKENDT GENI
_________________________________
Ove von Spaeth Uafhængig forsker. Enkelte dele i teksten er fra bind 2 og 4 i forfatterens bogserie Attentatet på Moses. Yderligere information: www.moses-egypt.net
_________________________________
|