Formålet skal være klart. Der er ingen grund til at bevise udviklingsprincippet. Lige siden det 18. årh. er den biologiske udvikling gentagne gange blevet dokumenteret og bevist. Man er nu så sikker på udviklingsprincippet, at selv religionerne – der ellers konsekvent benægtede udviklingsprincippet og bandlyste det pga. kirkens traditionelle skabelseshistorie − har accepteret det. En professor i katolsk teologi udgav engang en bog med det officielle ”imprimatur” (trykketilladelse), hvor han viste, at i en verden, hvor udviklingsordenen hersker, er Guds magt og visdom mere moralsk end i skabelsens verden, og paven sagde engang i sin tale til de nyudnævnte kardinaler: ”Kirken frygter ikke naturvidenskabens dristigste fremskridt, forudsat at det er ægte og sand videnskab”.

Biologisk udvikling i planteriget er derfor sand videnskab for den katolske kirke, og psykologisk udvikling er også sand videnskab for dyrerigets vedkommende. Det er også sand videnskab, at mennesket både psykologisk og biologisk har arvet de tidligere naturriger, men både den katolske kirke og de andre kristne kirker vil stadig ikke lade udviklingsprincippet gælde for menneskets åndelige natur. Kirken mener, at det er Gud, der stadig skaber menneskesjæle hver eneste dag. Derfor er det på den menneskelige psykologis områder, at esoterikerne skal fokusere deres bestræbelse. Det er menneskets åndelige udvikling, der skal gøres videnskabeligt indlysende for naturvidenskabens forskere, og det er i forhold til dette emne, at der er grund til at antyde, hvad der kan gøres.

Det er værd at bemærke, at det, der i udviklingslæren hovedsagelig accepteres af naturvidenskaben, er, at den standser i det øjeblik, der kaldes nutid. Man kan se et system og en styring i alle de fortidige faser, fordi man, fra det standpunkt, man indtager, kan se hele den retning, den går. Men man famler i mørke med hensyn til fremtiden. Det er et faktum, at i de vestlige nationer udfylder filosofiske forskere eller religiøse ledere tomrummet med en filosofi eller en teologi. Man ved, at der i vestlige samfund er en tilbøjelighed til at betragte Helligånden som det eviges tidskabende magt, og til at udvikle en mysticisme og en teologi om den skabende funktion, som er personificeret i Helligånden. Men selv Helligåndens funktion er hævet over det udviklende liv. Helligånden er ikke immanent eller iboende. Og Helligåndens formidling af oplysninger og erfaringer som den skabende funktion mellem den store plan i Faderens tanker og livet under udvikling i stoffets verden, (selv om den er vigtig for 5. underraces udvikling), er imidlertid kun en moderniseret form for skabelse, som kan være til hjælp for udviklingens filosofi og religion, men ikke for videnskaben om selve udviklingen, som er det, det drejer sig om for øjeblikket.