Monade, sjæl og personlighed

For de åndeligt studerende, der finder inddelingen nyttig, kan man bruge det filosofiske sprog, der analyserer ud fra synsvinklen: ”Det”, ”hvad” og ”hvordan”. Monaden er: ”Jeg er”, og vedrører ”Det”. Sjælen er: ”Jeg er jeg”, og dermed suppleres det første udsagn, at monaden er pga. udtalelsen om, hvad den er. Personligheden viser ”hvordan”, og det henviser til monadens proces, når den udtrykker sine vibratoriske egenskaber. Men det er klart, at hele den kunstigt opdelte triade er helt gennemsyret af det monadiske liv, og uden det har hverken forskellighederne eller tilværelsen mening.
Oplevelsen af forskellighed er noget andet end Selvet. Det er det specielle træk for den 5. rodraces bevidsthed. Den udgør ikke en del af livet under dyreriget, men den indgår heller ikke i mestrenes bevidsthed, for de har løftet sig over denne mellemfrekvens. Hvordan vil åndens helhed opleves af mennesket, når det engang har løftet bevidstheden over den dualistiske opfattelse af tilværelsen? Hvordan vil menneskets etiske værdier være? For at citere fra de paulinske[1] breve: ”Åndens frugter er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, mildhed, godhed, loyalitet, harmløshed og mådehold”. Der findes ingen karmiske modreaktioner til disse egenskaber, for i ånden kommer loven til udtryk via kærlighed. Tre etiske hovedegenskaber er derfor udtryk for den åndelige bevidstheds essens, og de øvrige seks er naturligt baseret på dem. Kærlighed, glæde og fred svarer til de mere abstrakte platoniske værdier − sandhed, godhed, skønhed.
_________________________________
[1] Paulinske breve er 13 breve i Det Nye Testamente, der er overleveret under apostlen Paulus’ navn.
_________________________________
|