Mennesket er stigen

Man kan forestille sig et ulykkestilfælde, hvor et menneske styrter ned og kommer til skade, fordi det ikke lagde mærke til, at der manglede to trin på den stige, det kravlede op ad. Det er en allegori der er gavnlig for mennesker, der praler med, at de ”springer de lavere trin over” – selv om det er tydeligt, at de ikke rigtigt har forstået dem. I realiteten findes der ingen ”lavere trin” for det åndelige menneske, for hvert trin har lige stor betydning i forhold til det arbejde, det skal udføre, og den livskvalitet, det bestræber sig på at udtrykke. I virkeligheden er mennesket stigen i dens helhed.

Men når helheden giver modstand eller omfatter noget negativt og ondt er spørgsmålet, om det åndelige menneske stadig anerkender sin enhed med stigens negative aspekt? Det onde eller det negative er et af de trin, der allerede er tilbagelagt af mennesket, og som det ikke behøver at betræde igen − men samtidig erkender det, at trinnet har sin naturlige plads i den menneskelige erfaring. Men det er også menneskets eget trin, fordi det tidligere har oplevet det. Det er svært at acceptere, at man selv har befundet sig på trinnet, men paradokssalt nok har mennesket ingen problemer med at acceptere, at der er andre, der befinder sig på lavere trin og vandrer ad ondskabens veje.