Nutidens psykologi betragter normalt sjælen for at være:

1. Ikke-eksisterende. Årsagen er, at menneskets intelligente kapacitet er det eneste logiske og bevislige.

2. Summen af bevidste reaktioner fra kroppens celler − med andre ord er sjælen identisk med organismens modtagelighed for sanseindtryk.

3. Som en sjæl, der gradvis udvikler sig, udtrykker liv og – efterhånden som tiden går – udvikler bevidsthed. Man mener, at processerne er betinget af kroppen, og at de er et produkt af kroppens udvikling i tidsaldrenes løb. Sjælen eksisterer imidlertid ikke i de lavere mennesketyper, og muligvis er sjælen udødeligt, men det kan ikke bevises, og derfor kan det heller ikke betragtes som en kendsgerning.

4. En konkret sjæl – dvs. en enhed, der beliver en krop, som fungerer på menneskets forskellige bevidsthedsplaner, og som har kontinuitet, udødelighed og udviklingsmulighed.